Gå til artikel om 1 sek
Gå til artikel

Historisk hotel konkurs: Alle medarbejdere fyret

Forpagteren af det over 100 år gamle Hotel Kløver Es er gået konkurs, og det betyder farvel til over 10 medarbejdere

Hotel Kløver Es skal nu have ny forpagter. Foto: Hotel Kløver Es
Hotel Kløver Es skal nu have ny forpagter. Foto: Hotel Kløver Es

Efter otte år som forpagter af Hotel Kløver Es i Hellevad nær Rødekro i Sønderjylland har Günther Jensen begæret sig selv konkurs, og derfor er det 100 år gamle hotel nu lukket.

Det skriver JydskeVestkysten.

Ifølge Günther Jensen skyldes hans konkurs, at gæsterne udeblev fra hotellet på grund af en satsning, der gik helt galt.

- Vi satsede på, at håndværkere i forbindelse med byggeriet af Apples datacenter ved Kassø ville benytte hotellet. Derfor sløjfede vi blandt andet spot deals, men byggeriet er trukket ud, og derfor har belægningen været for dårlig de seneste fem til seks måneder, siger Günther Jensen til JydskeVestkysten.

Se også: Historisk kro er gået konkurs

Ny forpagter
Hotel Kløver Es er nu lukket, og konkursboet er ved at blive gjort op.

Günther Jensen har dog allerede fundet en ny forpagter til det historiske hotel, der især er et yndet turistmål om sommeren.

Det bliver Louise Nielsen, der i to år har arbejdet som tjener på hotellets restaurant, der skal drive det videre.

Her ses restauranten i Hotel Kløver Es. Foto: Hotel Kløver Es
Her ses restauranten i Hotel Kløver Es. Foto: Hotel Kløver Es
 

Hun har planer om at drive hotellet videre, men lige nu er hotellet dog fortsat lukket.

- Vi har lukket lige nu, fordi vi er i gang med at få styr på vores bevillinger og aftaler, men jeg regner med, at vi kan starte op i midten af august igen, siger Louise Nielsen til Ekstra Bladet.

Louise Nielsen fortæller, at hun nu genovervejer konceptet for hotellet.

- Vi er i gang med at finde ud af, hvordan vi skal drive hotellet videre. Jeg overvejer blandt andet at lave om i konceptet i restauranten, så det måske bliver noget andet end de her danske klassiskere, som man kan få så mange andre steder i området, men hvordan det præcis bliver, ved jeg ikke endnu.

Se også: Efter kro-konkurs: Alle fester i fyldt ordrebog er aflyst

Medarbejdere fyret
Inden forpagterens konkurs var der omkring 10 fastansatte og en del afløsere på Hotel Kløver Es, men de er alle blevet afskediget.

- Jeg har valgt ikke at overtage personalet, fordi vi lige skal have styr på alle reglerne først, og jeg vil sørge for, at jeg ikke har noget i klemme i forhold til den tidligere forpagter, siger Louise Nielsen.

Men er du ikke bange for, at du heller ikke kan få det til at løbe rundt, når nu den tidligere forpagter ikke kunne?

- Jeg har haft nogle kloge mennesker til at regne på det for mig, og jeg har fået gode aftaler med udlejeren, så jeg er sikker på, at jeg kan få det til at løbe rundt. Jeg sætter ikke det hele på spil, siger Louise Nielsen til Ekstra Bladet.

kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen