Historisk kold nat i vente

Det kan blive den koldeste nat så sent i april siden 1991 mellem fredag og lørdag, hvor frosten for alvor sætter ind

Få vejrudsigten for weekenden her.

I søndags oplevede danskere i Vestjylland temperaturer helt op til 20 grader, men efterfølgende er temperaturen faldet drastisk.

Allerede tirsdag blev der flere steder i landet registreret temperaturer på helt ned til minus seks grader. Og natten til lørdag bliver det sandsynligvis endnu koldere, melder DMI.

Ifølge vagthavende ved den danske vejrtjeneste kan der lokal komme temperaturer ned til minus otte grader.

- Det har været en kold dag, og derfor kan det også let blive en kold nat. Vi kan komme helt ned på minus otte grader lokalt. Det er ikke usandsynligt, men jeg vil nu alligevel tro, at mellem minus fem og minus seks grader er mest realistisk, siger Frank Nielsen til Ekstra Bladet.

- Op gennem Jylland og særdeles på Heden kan der opstå huller, hvor vinden forsvinder, og der kan det især blive koldt, uddyber han.

Historisk koldt
Selvom nattefrost ikke hører til sjældenhederne i Danmark på denne tid af året, er der lagt op til en historisk kold nat. Ifølge TV2 er det ikke sket siden 21. april 1991, at der er registreret lavere temperaturer end minus syv grader så sent i april.

- Det er ret usædvanligt med det kolde vejr, vi oplever for tiden. Vi havde 20 grader i søndags, og nogle få dage senere var vi helt nede på minus seks grader. Det ser man ikke hver dag, lyder det fra vagthavende Frank Nielsen.

Han lover samtidigt, at der er bedre vejr i sigte, når vi nærmer os påsken.

- Vi er ude i en meget kold uge i april, som varer hen over weekenden. Men derfra går det heldigvis langsomt fremad, og så bliver det faktisk ganske varm hen mod påsken, siger Frank Nielsen.

Foto: Holger Bundgaard Samfund - 12. apr. 2019 - kl. 07:15 Sne og hagl

176 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere