Historisk marked er aflyst for første gang i 600 år

Det er første gang nogensinde, at Egeskov Marked har været nødt til at aflyse

Det har været en tung beslutning. Men der kommer ikke noget Egeskov Marked i år. Arkivfoto: Carsten Andreasen/Ritzau Scanpix
Det har været en tung beslutning. Men der kommer ikke noget Egeskov Marked i år. Arkivfoto: Carsten Andreasen/Ritzau Scanpix

Årets udgave af kræmmermarkedet Egeskov Marked i Kværndrup er aflyst.

Det har markedet meldt ud på deres hjemmeside.

Det historiske marked har hvert år omkring 80.000-100.000 gæster, kræmmere, hestehandlere, landevejsriddere og andre, skriver de på deres hjemmeside.

Markedet har en lang historie, der går mere end 600 år tilbage.

- Det er første gang, vi har måttet aflyse, lyder det fra kræmmermarkedets sekretær, Dorete Hansen.

Tung beslutning
Med coronavirussen i omløb og de gældende forsamlingsforbud har det ikke været muligt at afholde kræmmermarkedet. Heller ikke på alternative måder.

- Vi kan ikke gennemføre sådan et stort marked og holde folk adskilt nok. Vi kan ikke dele det op i rum, som man kan til koncerter.

- Så vi har været nødt til at tage den tunge beslutning, selvom det gjorde ondt. Men man må vise samfundssind, siger Dorete Hansen.

Egeskov Marked på Fyn har eksisteret meget længe. Her et nostalgisk billede fra 1970'erne. Foto: Ib Jensen/Ritzau Scanpix
Egeskov Marked på Fyn har eksisteret meget længe. Her et nostalgisk billede fra 1970'erne. Foto: Ib Jensen/Ritzau Scanpix

Det har ikke været en nem beslutning. Et er, at der er et brud på mange års traditioner for et af landets største kræmmermarkeder. Noget andet er penge.

- Vi er sat i verden for at tjene penge til byens foreninger. Det kan vi ikke nu. Så det får konsekvenser for vores indtjening, siger Dorete Hansen.

Håber på næste år
- Men kommer der stadig et kræmmermarked næste år?

- Ork ja! Vi arbejder stadig på det.

Også i 1970'erne var der heste på markedet. Foto: Ib Jensen/Ritzau Scanpix
Også i 1970'erne var der heste på markedet. Foto: Ib Jensen/Ritzau Scanpix

Hvis man havde betalt for et af de mere end 350 stader på markedet, så vil man snart blive kontaktet og få sin stadeleje retur.

Markedet skulle have fundet sted 11. og 12. september i år - næste gang, markedet afholdes, bliver så 10. og 11. september næste år.

35 kommentarer
Vis kommentarer