Historiske billeder: Paven taler til tom Petersplads

Pave Frans brød fredag med traditionerne og holdt velsignelse på Peterspladsen - helt alene

Det var et historisk øjeblik, da paven holdt velsignelse på Peterspladsen alene. Video: Reuters

Den nuværende coronakrise giver på alle måder usædvanlige situationer verden over på grund af de restriktioner, regeringer i en lang række lande har indført for at undgå smittespredning.

Og det blev fredag i den grad illustreret i Vatikanet, da Pave Frans brød med traditionerne og valgte af afholde velsignelsen 'Urbi et Orbi' ('Til Byen og Verden') på Peterspladsen, der var helt tom for mennesker.

Foto: Vatican Media/Handout via Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Vatican Media/Handout via Reuters/Ritzau Scanpix
 

Normalt bliver velsignelserne fulgt af mange tusind mennesker, idet de traditionelt finder sted til påske og jul, men fredag var pladsen fuldstændig tom med undtagelse af de fotografer og tv-folk, der var mødt op for at forevige begivenheden.

Foto: Vatican Media/Handout via Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Vatican Media/Handout via Reuters/Ritzau Scanpix

- Det har nu været aften i ugevis. Tyk mørke har samlet sig over vores pladser, vores gader og vores byer. Det har overtaget vores liv, lød det blandt andet fra paven under talen.

Særligt Italien, hvor paven befinder sig, har været hårdt ramt af coronavirussen, og det er det land i verden, hvor der er registreret flest dødsfald blandt smittede med covid-19. Landets har da også udført strikse udgangsforbud, der betyder, at man kun må bevæge sig ud for at tage på arbejde eller for at foretage nødvendige indkøb.

Der var derfor ingen privatpersoner, der ville kunne møde op på Peterspladsen uden at bryde loven og risikerer en enorm bøde.

Vatikanstaten har dog været langsom til selv at indføre tiltag, men efter en ansat, der hører til i pavens bolig, er blevet konstateret smittet, har man også valgt at indføre mere strikse tiltag, og man er nu på vej mod at indføre tiltag rettet mod at isolere paven mest muligt. Paven selv er dog tidligere blevet testet negativ for covid-19.