Det er over 72 år siden, og 2. Verdenskrig er for længst skrevet ind i de historiske annaler.
Men nu viser ny forskning, at Adolf Hitler var indblandet i Danmarks historiens største cykeltyveri. Det skriver Videnskab.dk.
På et møde i Hitlers førerhovedkvarter, Wolfsschanze, på den tyske østfront, stod et dansk spørgsmål på dagsordenen.
Selvom Stalin's tropper nærmede sig fra øst, og USA og England var gået i land mod vest, fandt tyskerne tid til afholde møder om mindre presserende sager.
- Han bruger næppe mere end et par minutter på det, men man kan se af arkivmaterialet, at spørgsmålet er oppe at vende. Han godkender på rådet fra sit udenrigsministerium, at nyproducerede, danske cykler, samt cykler, der allerede er sat til salg, skal konfiskeres, siger forskningschef på Det Kongelige Bibliotek, John T. Lauridsen, til Videnskab.dk.
John T. Lauridsen har forsket i tiden, hvor Werner Best var Nazi-Tysklands rigsbefuldmægtigede i Danmark, og skrevet om det i Historisk Tidsskrif.
Artiklen forsætter under billedet.
Det historiske cykeltyveri
Ordren kom altså fra Hitler selv, men det var ikke normalt, at han var indblandet i de danske affærer.
Men i dette spørgsmål blev det på mødet besluttet at beslaglægge alle cykler i Italien, Holland og Danmark.
Begrundelsen for cykeltyveriet er brændstofmangel hos de tyske hærenheder. Her var tanken, at de danske cykler ville afhjælpe problemet.
Men John T. Lauridsen mener, at der ligger en intern rivalisering bag hos tyskerne.
- Der var stærke magtkampe hos besættelsesmagten, som dengang ikke var så tydelige. Men der var stor splittelse mellem Gestapo, værnemagten og den rigsbefuldmægtigede, siger historikeren til Videnskab.dk.
Det var angiveligt på grund af Werner Best, at Hitler måtte tage stilling til det danske cykel-spørgsmål.
Magtkamp mellem nazisterne
Werner Best var den politiske ansvarlige for Danmark på vegne af det tyske udenrigsministerium. Han fandt cykel-kuppet for bekymrende, da han mente, at det ville skabe uro i Danmark.
- Best går til sine chefer i det tyske udenrigsministerium og siger, at han er blevet pålagt at tage alle danske cykler, hvilket han finder bekymrende.
- Udenrigsministeriet og ministeren, Joachim von Ribbentrop, var på det tidspunkt meget svækket internt, og han turde ikke selv omstøde en ordre fra OKW (Oberkommando der Wehrmacht), fortæller John T. Lauridsen, som forlangte, at alle cykler blev beslaglagt.
Det var vigtigt for Werner Best at bevare den danske fødevareeksport til Tysland, det mente han ikke var muligt, hvis man konfiskerede cyklerne.
Artiklen forsætter under billedet.
Officielt køb
Det blev dermed godkendt af Adolf Hitler, at man skulle beslaglægge de danske cykler. Men det var til stor frustration, da tyskerne begyndte at udføre ordren d. 26 oktober 1944.
Cyklerne blev taget fra danskerne, men på papiret var der tale om et opkøb, fordi man kunne søge erstatning hos staten for beslaglæggelsen.
Men reelt set var det et tyveri, for danskerne fik aldrig en krone for tyveriet.
- Det var en sort Dag for den danske cyklende Befolkning, idet vi paa en Gang havde mistet hele Landets Reserve af Cyklemateriale. Baade materielt og Stemningsmæssigt havde denne Foranstaltning vidtrækkende Virkninger, lød det fra det dengang fra det danske udenrigsministeriums direktør Nils Svenningsen.
De illegale blade gjorde grin med tyskerne og kaldte de danske cykler for ’Hitlers hemmelige våben’.