Hitter i gymnasiet: Nu er Snus mere populært end cigaretter

Mere end 11 procent af drengene i gymnasierne tager snus dagligt. Bekymrende udvikling, siger myndighed

Snus vinder frem blandt de danske gymnasieelever og er nu mere populært end cigaretter.

Det viser en undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed.

Det er især drengene, der tager snus.

11,3 procent af gymnasiedrengene tager dagligt snus, hvilket er en stigning fra 1,9 procent i 2014. Til sammenligning ryger knap ni procent dagligt.

Morten Grønbæk, der er direktør for Statens Institut for Folkesundhed, kalder udviklingen "meget bekymrende".

- Det er meget bekymrende, at vi ser denne stigning i forbruget af snus. Snus er på ingen måde et harmløst produkt.

- Det indeholder mange kemiske stoffer, der er alvorligt skadelige for helbredet, og som kan give øget risiko for kræft i mundhule, svælg og spiserør og hjerte-kar-sygdomme, siger Morten Grønbæk i en pressemeddelelse.

Han tilføjer, at snus indeholder høje doser af nikotin, hvilket gør det nemt at blive afhængig af og også kan få flere til at ryge.

For pigerne er andelen, der dagligt tager snus, steget til 1,6 procent fra 0,2 procent i 2014.

Snus er ulovligt at sælge i hele EU - undtagen Sverige.

Meget snus bliver dog markedsført som tyggetobak, der ikke er omfattet af regler og derfor også sælges i Danmark.

16 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere