Hej Puk
Jeg er desværre en af dem, der er håbløst forgældet, og jeg har i flere årtier været på offentlig lav forsørgelse.
Jeg har opbygget gæld alle vegne, og det er mange år siden, at jeg opgav at have det skidt over det. Det er bare blevet en del af min virkelighed, og jeg ved godt, at jeg aldrig kommer til at betale tilbage eller få gældssanering.
Jeg skylder også penge til staten for børnebidrag, gamle SU-lån og gamle sagsomkostninger. Jeg har vel gæld for godt og vel 3,5 millioner kroner i alt.
Jeg har i alle de år, jeg har været på kontanthjælp, aldrig oplevet at blive modregnet. Men her for et stykke tid siden begyndte kommunen så at modregne cirka 1000 kroner i min hjælp. De påstår, at det må de godt. Jeg ved bare, at jeg ikke kan klare mig og overleve, hvis de tager de 1000 kroner hver måned. Det er de penge, jeg køber mad for.
Jeg håber, du kan hjælpe mig med at finde ud af om det er lovligt at trække så meget om måneden i min kontanthjælp?
Med venlig hilsen
Peter Peter
Hej Peter Peter
Der er noget galt, hvis der bliver trukket i din kontanthjælp. For det er ulovligt.
Ifølge inddrivelsesbekendtgørelsens paragraf 17 friholdes for eksempel kontanthjælp fra lønindeholdelse.
Dette er i overensstemmelse med den nederste indkomstgrænse i tabeltrækket efter inddrivelsesbekendtgørelsens paragraf 10, stk.1.
Tabeltrækkets nederste indkomstgrænse er nemlig fastsat med udgangspunkt i kontanthjælpsniveauet i en gennemsnitlig kommune efter skat – og uden særlige fradrag for enlige kontanthjælpsmodtagere over 25 år med og uden børn. Det vil altså sige, at SKAT ikke må inddrive, når du modtager kontanthjælp.
Så er der den mulighed, at du skylder kommunen.
Det kan for eksempel være et gammel indskudslån eller en anden enkeltydelse med tilbagebetaling. Kommunen har heller ikke mulighed for at inddrive disse grundet din nedre indtægt.
Og hvis din gæld til det offentlige i øvrigt er over tre år gammel, og du fortsat ingen betalingsevne har, da skal kommunen eftergive den. Mange kender ikke til denne mulighed.
Så er der også den mulighed, at inkassofirmaer forsøger at få dig til at betale gammel gæld fra kreditorer, men de kan heller ikke trække noget fra dig, uden at du har indgået et frivilligt forlig eller en anden form for betalingsaftale med dem.
Sidste mulighed er din bank. Og det er set før, at de trækker af din indtægt, hvis du har gæld til dem. Dog fastslog Finansministeriet i 2013, at bankerne ikke måtte inddrive gæld, når man er på offentlig forsørgelse.
Du bliver nødt til at finde ud af, hvem det er, der inddriver ulovligt. Og så vil jeg anbefale dig at kontakte en af de mange gratis gældsrådgivninger rundt om i landet.
Med venlig hilsen Puk