Hjælp - jeg har kun 1200 kroner om måneden

Er du faret vild i junglen af regler og paragraffer, kan du få hjælp af socialrådgiver Puk Sabber - skriv til den socialebrevkasse@eb.dk

Lars har mere end svært ved at få pengene til at slå til ... Arkivfoto: Sif Meincke/Polfoto
Lars har mere end svært ved at få pengene til at slå til ... Arkivfoto: Sif Meincke/Polfoto

Hej Puk

Jeg håber, du kan hjælpe mig med nogle råd. Jeg modtager højeste dagpengetakst. Jeg er på nuværende tidspunkt på sygedagpenge, da jeg har diskusprolaps i nakke og ryg.

Jeg har et månedligt beløb på cirka 12.592 kroner til rådighed, men kan ikke få det til at række.

Jeg modtager boligstøtte og har fået § 34 i otte måneder nu. Derudover modtager jeg 700 kroner efter § 100 på grund af diabetes type 1. Jeg har flere kroniske sygdomme. Jeg er fraskilt og betaler børnepenge for to børn, som jeg har i en 5/9-ordning.

Jeg modtager hjælp til kost på 49 kroner pr. barn pr. dag på i alt ti dage om måneden. Jeg bor i to-et-halvt-værelses lejlighed til 6500 med varme og el. Derudover betaler jeg 1600 kroner til fagforening om måneden og bruger cirka 400-600 kroner på medicin.

Jeg har heldigvis ingen gæld. Jeg har med det hele faste udgifter på 12.500 kroner om måneden. Jeg kunne lige klare den, da jeg startede på § 34, der fik jeg 3200 kroner, men efter tre måneder endte ydelsen på 2058 kroner, og nu er ydelsen sat ned til 786 kroner om måneden.

Jeg har ikke noget, jeg kan sælge eller skære fra – og sidder nu med et rådighedsbeløb på cirka 1200 kroner om måneden, som skal dække alt.

Kommunen har meldt ud, at de ikke kan hjælpe med andet end § 100 og § 34, som jeg ikke kan få længere efter 1. januar 2016. Hvad gør jeg så?

Med venlig hilsen Lars

 

Kære Lars

Det er da en møgsituation, som du befinder dig i. Din husleje er jo egentlig billig nok, når man medregner din almindelige boligsikring. Hvis jeg var dig, ville jeg nedbringe udgiften på fagforening og udelukkende nøjes med at være tilknyttet en billig A-kasse. Disse findes til 400 kroner om måneden. Dermed har du allerede sparet over 1000 kroner.

Så vil jeg nøje gennemgå alle former for udgifter, der kan beskæres. For eksempel forsikringer, der ikke er livsnødvendige.

Foto: Jakob Boserup
Foto: Jakob Boserup
 

I forhold til din reduktion af § 34-ydelsen, vil jeg henvise til Sind, der længe har kørt en slags oplysningskampagne om § 34. I et af deres skrivelser henvises til en afgørelse truffet af Ankestyrelsen, hvor de underkender kommunernes praksis med det rullende overskud i forhold til dagpengemodtagere. Jeg tænker, at du måske kan bruge det i forhold til reduktion af din ydelse.

Derudover har du som samværsforælder mulighed for af få nedsat børnebidraget, hvis du kan dokumentere, at du har opfyldt forsøger-pligten over barnet. Du skal selv søge om nedsættelse eller bortfald af bidrag, og der kræves dokumentation.

Jeg vil dog ikke umiddelbart anbefale dette, men henvise til, at du måske kan lave en midlertidig ordning med moderen om at bidraget sænkes eller bortfalder helt, indtil du kommer økonomisk på fode igen. Dette fordi en sag om børnebidrag kan lede til konflikter til skade for børnene.

Jeg håber, at mine sparsomme råd kunne give dig lidt medvind.

Med venlig hilsen Puk

 

Link til loven: Vejledningen fra Sind

204 kommentarer
Vis kommentarer