Hej Puk
Jeg er gift og førtidspensionist. Jeg er syg med mange smerter og har fået flere følgesygdomme. Jeg får en del medicin, som ødelægger mine tænder. Jeg har prøvet at søge kommunen om tandlægehjælp, men har fået afslag.
Desværre er økonomien ret stram på grund af den gensidige forsørgerpligt. Den medfører, at jeg maks. får 9000 kroner brutto pr. måned og nogle måneder nul kroner! Det betyder, at økonomien kommer bagud på flere måder. 9000 kroner brutto er ikke noget, man kan leve af med de store ekstra omkostninger, man nu engang har, når man er syg. Alt er blevet surt og en udfordring. Samtidig betyder det også, at jeg ikke har råd til at få ordnet mine tænder, hvorfor jeg mister dem en for en.
Min mand er ansat i det offentlige med en grundløn på 23.000 kroner og maks. 28.000 kroner, hvis han har overarbejde, hvorfor jeg bliver modregnet med 30 kroner pr. 100 kroner, han tjener – tilbage er der 70 kroner, der skal svares skat af!
Er dette et anstændigt liv for en syg på førtidspension?
Jeg har arbejdet hårdt, før jeg kom på førtidspension, og har i mange år betalt topskat. Andre grupper er ikke underlagt den gensidige forsørgerpligt, blandt andet dem, der er på den gamle ordning på førtidspension. Jeg synes, det er et sygt samfund. Hvorfor skal man straffes for at være samboende eller gift, fordi man får førtidspension? Jeg bliver mere syg af at være i systemet og overvejer at blive skilt.
Kan du hjælpe mig?
Med venlig hilsen Maibritt
Kære Maibritt
Det er rigtigt, at de nye regler om førtidspension er omfattet af den gensidige forsørgerpligt. Men det ved de fleste ikke, før de selv ender der. Jeg kan desværre kun sige, at det er håbløst, og at du, som du selv ved, er efterladt med din mands indkomst som supplement til det, du får udbetalt i DIN førtidspension.
Du har også ret i, at tilskud til tandbehandling er omfattet af den samlede indtægt. Så hvis du har fået afslag på hjælp grundet formuegrænsen, vil jeg råde dig til at få lavet en afdragsordning med en tandlæge, eller alternativt bruge Tandlægehøjskolen. Det koster også penge, men det er billigere.
Desværre har du ret i, at den eneste vej uden om den gensidige forsørgerpligt er at blive skilt (!), og jeg undrer mig lige så meget som du over, at man som kronisk syg skal fratages sin ydelse, hvis man har en mand/samlever, der er i arbejde eller for eksempel får udbetalt opsparing. Det leder tankerne hen på fortiden, hvor økonomisk binding blev brugt til at fastholde mennesker i låste kønsroller og økonomisk armod.
Jeg ved godt, mit svar ikke er til megen hjælp. Men jeg synes, det er vigtigt, at folk ved, at også førtidspensionister er omfattet af den gensidige forsørgerpligt.
Jeg ønsker jer held og lykke.
Venlig hilsen Puk