Hej Puk

Min søn har været anbragt uden for hjemmet i over fem år. Han blev anbragt, da han var 12. Jeg har aldrig været enig i anbringelsen, så det har derfor altid været en tvangsanbringelse.

Min søn har heller ikke selv ønsket at være anbragt – han ville hjem til mig. Han er derfor flere gange stukket af fra de opholdssteder, hvor han har boet. Det har været nogle meget hårde år for ham, og han er endt med at få nogle rigtig dårlige venner og et skadeligt netværk.

Det har i det sidste år af hans anbringelse været svært for mig at få noget som helst igennem. Jeg forsøgte flere gange at bede dem om at tage stilling til, om han kunne få efterværn, men de tog aldrig stilling til det, og så det endte med, at han ikke fik noget, da han fyldte 18 år.

Min søn røg ud i et misbrug, da han var 16 år; et misbrug, han ikke fik hjælp til at slippe ud af. Mange af de unge, som boede på opholdsstedet havde et misbrug, og det vidste de ansatte godt, men gjorde ikke noget ved det.

Da han var under 18 år, kunne jeg i det mindste få aktindsigt og se, hvad der skete, men nu hvor han er blevet 18 år, kan jeg intet gøre. Det er, som om jeg efter alle de år bare er blevet taget helt af sagen.

Når min søn spørger mig, om jeg kan hjælpe ham, forsøger jeg at ringe til kommunen, men de siger, at jeg ikke kan gøre noget nu, fordi han er blevet myndig og derfor skal kontakte dem selv.

Hvad kan jeg gøre? Han har ingen andre end mig, der kan hjælpe ham med at finde vejen rundt i det system, som han er blevet helt smadret af?

Med venlig hilsen

Marianne P.

Kære Marianne
Det gør mig frygtelig ondt at høre jeres historie. Det er desværre ikke første gang, jeg hører om den slags.

Det er korrekt, at du som forælder bliver sat helt ud af spillet, når dit anbragte barn bliver myndig. Det kan være en meget brat overgang – specielt hvis ens barn har brug for massiv støtte og er blevet svigtet af systemet, som ellers har været ansvarlig for at drage omsorg for dit barn.

For det første vil jeg sige, at du skal hjælpe din søn med at klage over, at han ikke har fået en skriftlig afgørelse på, om han skulle bevilges efterværn – efter hans anbringelse ophørte ved det 18. år.

Det har kommunen pligt til at tage stilling til, et halvt år inden anbringelsen ophører. De skulle havde udarbejdet en handleplan sammen med ham.

Derudover vil jeg råde dig til at få din søns skriftlige samtykke til, at der må videregives og indhentes oplysninger i hans sag i kommunen. På den måde kan du kontakte myndigheder på hans vegne og derved hjælpe ham. Uden samtykkeerklæring er det, som du skriver, helt umuligt.

Videre vil jeg anbefale, at I kontakter en frivillig rådgivning, der kan hjælpe jer med at få skrevet en klage over sagsbehandlingen – og samtidig sender en ansøgning om at få bevilget et efterværn, så din søn for eksempel kan få tilknyttet en støtte- eller kontaktperson, der kan hjælpe og guide ham rundt i systemet – både i forhold til hans misbrug og andre sociale problemer.

Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at det er dig som mor, der er hans eneste støtte, efter kommunen ophører en tvangsanbringelse, fordi han fylder 18 år.

Med venlig hilsen Puk