Hjælp! Min tvangsfjernede søn bliver mishandlet

Er du faret vild i junglen af regler og paragraffer, kan du få hjælp af socialrådgiver Puk Sabber - skriv til densocialebrevkasse@eb.dk

En stor dreng er blevet anbragt på en institution. Drengens mor skriver til Ekstra Bladets socialrådgiver Pukl Sabber, at drengen er udsat for overgreb på institutionen. Puks råd er simpelt, men vigtigt: Få overgrebene dokumenteret! Modelfoto: Roman Bodnarchuk/Shutterstock
En stor dreng er blevet anbragt på en institution. Drengens mor skriver til Ekstra Bladets socialrådgiver Pukl Sabber, at drengen er udsat for overgreb på institutionen. Puks råd er simpelt, men vigtigt: Få overgrebene dokumenteret! Modelfoto: Roman Bodnarchuk/Shutterstock

Hej Puk

Jeg er mor til et barn, som kommunen har tvangsfjernet ulovligt.

Min søn var alene hjemme, imens jeg var på nattevagt på et hospital. Det var ikke et problem for ham. Han er 14 år gammel. Da hans skole fandt ud af det, sendte de en underretning til kommunen, og derefter gik det meget stærkt. På bare to dage besluttede de at fjerne ham fra mig – mig, der altid har været hans mor og draget omsorgen for ham.

Vi kommer oprindeligt fra et andet land, hvor kulturen nok er anderledes end i Danmark, hvad børneopdragelse angår. Der, hvor vi kommer fra, der ville man som myndighed aldrig blande sig i, om ens teenager var alene hjemme, hvis de havde det godt. Men det gør man her.

Siden har de opfundet den ene løgn om mig efter den anden, løgne, som de har skrevet ned i dokumenter, som de bruger mod mig i Ankestyrelsen og retten – som om at nu er det sandheden, for nu er der nogle fagpersoner, der har skrevet det om mig. Derfor slipper jeg aldrig ud af det spindelvæv af løgne, de har skabt med dyrt betalte dokumenter.

Nu er min søn så anbragt, og jeg har så svært ved at finde ud af, hvad jeg skal gøre for at hjælpe ham. Han har det meget skidt på det børnehjem, hvor han er. Først tog de hans telefon, og da de fandt ud af, at han kunne ringe fra sin iPad, har de også taget den. Siden har han lånt telefoner af de andre drenge, der bor på stedet.

Han fortæller, at han er blevet ’banket’ – han brugte selv det udtryk – og det har bekymret mig 24 timer i døgnet, for det udtryk har jeg aldrig hørt ham bruge før i sit liv. Han fortæller også, at han er blevet trukket hen over gulvet i nakken og smidt op mod en væg af nogle af de ansatte. Han blev meget bange og græd, da jeg talte med ham.

Min søn fejler ingenting, men jeg er meget bekymret for hans metale helbred. Jeg er så bange for, at han bliver mere og mere syg af det her.

Jeg har ringet rundt til alle steder for at få hjælp, men ingen kan hjælpe os – hverken Mødrehjælpen, børnehjælp eller andre steder.

Du er mit sidste håb. Hvad skal jeg dog gøre for at hjælpe mit barn?

HJÆLP!

Venlig hilsen Susanna

 

Kære Susanna
Jeg kunne ikke klippe ret meget ud af dit brev, da det så ikke ville give mening! Derfor bliver mit svar her kort, men jeg vil rådgive dig yderligere direkte på mail.

For det første skal du have dig en støtteperson jf. paragraf 54 i serviceloven. En person, som du selv kan vælge og pege på at få tilknyttet. Denne kan gå med dig til møder med videre. Det er din sagsbehandler, der skal bevilge denne.

Derudover vil jeg kort sige, at retssikkerheden på anbringelsesområdet sejler. Ingen kan rigtig vide sig sikker på, om det rammer en selv og ens børn.

Du har ret i, at der er en anden kultur i Danmark omkring familieliv, og det kan sagtens spille ind – jeg ser det også i forhold til muslimske familier, der får tvangsfjernet deres børn i stigende grad.

Du har forhåbentlig en advokat, der har ført din sag, ellers skal du vide, at du også har krav på en sådan, og vel at mærke en, du selv kan pege på og vælge.

Socialrådgiver Puk Sabber bestyrer den sociale brevkasse. Foto: Jakob Boserup
Socialrådgiver Puk Sabber bestyrer den sociale brevkasse. Foto: Jakob Boserup
 

Derudover skal du kontakte det sociale tilsyn og oplyse dem om, hvad der forgår på den institution, din søn er anbragt på. Desværre er det også en historie, jeg har hørt før. Jeg vil råde din søn til at dokumentere det med de andre drenge, at de optager overgrebs-episoderne med telefon, uden at de ansatte ved det.

Men send mig en mail, så vil vil jeg hjælpe dig videre herfra.

Med venlig hilsen Puk

Noter

Straks-anbringelser også kaldet formandsbeslutninger, er spækkede med fejl. Siden 2016 har hver anden forælder, der har klaget over, at deres barn var blevet tvangsfjernet akut fra hjemmet, fået afgørelsen ophævet af Ankestyrelsen på grund af fejl.

229 klager er der optalt fra 2016 til 2018. Ankestyrelsen har ophævet 115 af sagerne. Antallet af ophævede afgørelser har været stabilt over perioden.

Antallet af anbringelser uden samtykke – dvs. tvangsfjernelser – er steget årligt siden 2007. Dengang blev cirka 1200 børn tvangsfjernet, mens det i 2018 var omkring 2700 børn, som blev tvangsfjernet fra forældrene.