Hjælp - vi har ingen forældre-handleplan til min anbragte datter

Er du faret vild i junglen af regler og paragraffer, kan du få hjælp af socialrådgiver Puk Sabber - skriv til densocialebrevkasse@eb.dk

Det er den anbringende kommune, der sammen med forældrene skal udarbejde en forældrehandleplan. Desværre kniber det for kommunerne at leve op til kravet,hvorfor Socialstyrelsen har sat fokus på området, fortæller Ekstra Bladets socialrådgiver, Puk Sabber. Arkivfoto: Shutterstock
Det er den anbringende kommune, der sammen med forældrene skal udarbejde en forældrehandleplan. Desværre kniber det for kommunerne at leve op til kravet,hvorfor Socialstyrelsen har sat fokus på området, fortæller Ekstra Bladets socialrådgiver, Puk Sabber. Arkivfoto: Shutterstock

Hej Puk

Hvem har ansvaret for at lave en forældrehandleplan for min anbragte datter?

Kommunen, jeg bor i, siger, at det er den kommune, der har anbragt barnet, der har ansvaret, men den kommune, der har anbragt barnet, siger, at det er den kommune, som jeg bor i ...

Det har resulteret i, at jeg efter to år stadig ikke har fået lavet en forældrehandleplan! Det synes jeg er et meget stort problem, da det jo er forældrehandleplanen, der gør, at jeg som mor kan få noget hjælp. 

Min advokat siger, at jeg skal kontakte den kommune, der har anbragt hende, men derudover vil han ikke hjælpe mig mere. Han siger, at han ikke har tid til at hjælpe med sådan noget, og at det kun er hans opgave at gå med mig til bestemte møder. 

Så jeg ved ærlig talt ikke, hvem jeg så skal spørge. Jeg ved bare, at det ikke kan være rigtigt. Jeg kender en anden, der har et barn anbragt, og hun får for eksempel psykologhjælp af kommunen, fordi det er skrevet ind i hendes forældrehandleplan.

Kan du fortælle mig, hvor det står oplyst, hvem der har ansvaret, eller ved du, hvor jeg kan henvende mig for at få hjælp.

Med venlig hilsen

L.K.

 

Kære L.K.
Jeg kan godt forstå, du er forvirret over, hvem der har ansvaret - ofte ved kommunerne det ikke selv. Jeg er flere gange stødt på samme situation, og jeg har også selv været i tvivl - og har undersøgt det frem og tilbage, da loven også er lidt uklar på området.

Efter en længere proces kom jeg frem til, at det er den kommune, der har anbragt dit barn, der har ansvaret for, at der udarbejdes en forældrehandleplan.

Det er rystende, at der endnu ikke efter to år er udarbejdet en forældrehandleplan. Og det er ekstremt kritisabelt, at hverken din opholdskommune eller den anbringende kommune har hjulpet dig med at få placeret ansvaret - så du er endt uden den hjælp, du reelt har krav på.

Socialrådgiver Puk Sabber bestyrer den sociale brevkasse. Foto: Jakob Boserup
Socialrådgiver Puk Sabber bestyrer den sociale brevkasse. Foto: Jakob Boserup

Som du så rigtigt skriver, er en forældrehandleplan jo et meget vigtigt redskab.

Det kan undre, at en sagsbehandler slet ikke indtænker en forældrehandleplan som et instrument i sagsbehandlingen, der jo netop bygger på, at anbringelsen af et barn er en midlertidig foranstaltning, og at forældrehandleplanen er metoden til at kunne hjælpe forældrene med de problemer, der var årsagen til, at barnet eller børnene i første omgang blev anbragt.

Man kan jo sige sig selv, at når der ikke udarbejdes en forældrehandleplan, kan man jo heller ikke - sådan rent juridisk - arbejde på en udvikling af enten forældreevne eller hjælpe med de problematikker, som kommunen jo er forpligtet til at hjælpe med.

Det lader heller ikke til, at du har en særlig nyttig advokat, der kan henvise dig til noget hjælp eller vejledning, eller at du har en støtteperson, der kan guide dig!

Jeg har en mistanke om, at du måske aldrig er blevet tilbudt en støtteperson, som du også har krav på? Det er din opholdskommune, der skal bevilge dig støtteperson efter servicelovens paragraf 54. Det har du krav på fra den dag, dit barn anbringes.

Jeg håber, du nu får den hjælp, du har krav på - ellers må du kontakte mig igen.

Med venlig hilsen Puk

Noter

Socialtilsynet har lavet en skabelon til en forældrehandleplan, som du finder her.

Kommunen skal ifølge servicelovens paragraf 54, stk. 2 træffe afgørelse, om der er behov for at yde forældrene en særlig støtte, for eksempel i form af familiebehandling eller støtte til samvær. Støtten skal beskrives i forældrehandleplanen.

Det er den anbringende kommune, der sammen med forældrene skal udarbejde en forældehandleplan. Desværre kniber det for kommunerne at leve op til kravet, hvorfor Socialstyrelsen har sat fokus på området.
 

Hvis du vil vide mere om emnet, er her et link til et speciale fra Aalborg Universitet om forældrehandleplaner.