Hjemløs sanger gik viralt - nu har hun givet sin første koncert

Der er sket meget for Emily Zamourka, siden hendes vilde stemme gik viralt for to uger siden

Emily Zamourka gik viralt, da en politibetjent lagde dette klip på nettet. Nu har hun fortalt sin historie, fået tilbudt en pladekontrakt og givet sin første koncert. Video: Twitter/LAOD

Første gang, alverdens medier skrev om en hjemløs, blond sangerinde i metroen i Los Angeles, var det uden hendes navn.

Kvinden gik viralt med sin utrolige sangstemme, efter en betjent fra Los Angeles Police Department delte en video af hende på politiets officielle Twitter-profil.

Kvinden er siden blevet identificeret som 52-årige russiske Emily Zamourka, der i flere år har levet som hjemløs i Los Angeles. Hendes liv, har hun fortalt i medierne, begyndte at gå i den forkerte retning, da hendes dyrebare violin blev stjålet, så hun ikke længere kunne tjene penge på at undervise.

Nu har Emily Zamourka optrådt på en scene for første gang, siden hendes stemme gik viralt i undergrunden.

Det skriver CNN.

- Jeg har ikke haft meget tid til at øve mig, sagde den hjemløse operasangerinde.

- Så jeg synger bare den samme sang, som jeg sang i metroen ... er det ok med jer? spurgte hun det fremmødte publikum lørdag. Herefter kastede hun sig ud i de svære toner af sangen 'O mio babbino caro' fra operaen 'Gianni Schicchi' af den italienske komponist Giacomo Puccini.

Se klippet, der gik viralt i slutningen af september, i toppen af artiklen.
Den 52-årige kvindes pludselige berømmelse på internettet førte blandt meget andet til, at den grammy-nominerede musikproducer Joel Diamond tilbød hende en pladekontrakt.

Samfund - 1. okt. 2019 - kl. 19:57 Mystisk metro-sangerinde taler ud: Derfor blev jeg hjemløs

Hun fortæller til CNN, at det var lidt af en tilfældighed, der gjorde, at hun den dag mødte betjenten i metroen. Hun havde taget det forkerte tog, og da hun stod af og var i et trist humør, besluttede hun sig for at synge lidt.

- Og så så jeg den her politibetjent komme gående mod mig, og det fik mig til at tøve lidt, for du ved, hvordan de er. De vil ikke have, man er til nogen gene! Og opera er højlydt! siger hun.

Men i stedet for at give Emily Zamourka en opsang, filmede betjenten hendes sang, indtil han hoppede ind i et metrotog.

- Dagen efter var jeg i nyhederne! fortæller hun.

Onsdag i sidste uge blev hun genforenet med den betjent, der med et par klik på sin telefon endte med at vende op og ned på hendes liv.


11 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere