Hjemmeværnet klar ved grænsen: Stopper folk der ser bekymrende ud

Omkring 170 Hjemmeværnsfolk er ansat til at hjælpe politiet med grænsekontrol. De skal blandt andet stoppe og kontrollere personer, der ser 'bekymrende' ud, fortæller Syd- og Sønderjyllands Politi

Ekstra Bladet var tirsdag formiddag til stede ved grænsen i Kruså, hvor Hjemmeværnet hjælper til

Hjemmeværnet tager i dag hul på opgaven med at bevogte de dansk-tyske grænseovergange.

Hjemmeværnet har ansat cirka 170 folk, der frem til nytår skal døgnbemande grænseovergangene. 130 Hjemmeværnsfolk skal stå vagt ved de jyske grænser. 40 skal til Rødby-Gedser. Hjemmeværnsfolkene er ansat på kontrakter, der løbet frem til årsskiftet.

- Vi er klar. De sidste bliver uddannet i løbet af et par uger, siger Oberst Regionschef, Flemming Agerskov.

Det er politiet, der har stået for at klæde Hjemmeværnsfolkene på til opgaven.

- De er blevet uddannet i  nødværge, politi-etik og moral, siger Flemming Agerskov.

Og så er de mange Hjemmeværnsfolk blevet undervist i, hvordan man kontrollerer papirer og køretøjer og udpeger, hvem der skal ind til  nærmere tjek.

På lige fod med politiet
Det er politiet, der styrer operationerne, men obersten oplyser, at så længe der ikke er behov for at bruge magt, opererer Hjemmeværnet på lige fod med politiet.

Hjemmeværnet er blevet sat ind som aflastning for politiet, som er overbelastet af ekstraordinære opgaver i forbindelse med terrorbevogtning og den grænsekontrol, der blev sat i værk som svar på de store strømme af flygtninge og immigranter.

Dermed får politiet frigivet ressourcer til andre opgaver.

I alt vil der blive indsat, hvad der svarer til 125 årsværk fra Hjemmeværnets side.

Samtidig er der taget beslutning om indtil videre at skrue ned på antallet af politifolk, der skal bruges i forbindelse med grænsekontrollen. Det betyder sammenlagt, at 165 politifolk kan komme tilbage til deres almindelige politikredse for at løse andre af politiets opgaver.

- Vi har altid haft et godt og tæt samarbejde med forsvaret om en lang række forskellige opgaver, eksempelvis afvikling af festivaler og andre store arrangementer eller ved afspærring af gerningssteder. Derfor er vi glade for, at vi kan få en håndsrækning i forbindelse med grænsekontrollen, for det vil mindske presset på politikredsene, der siden januar har skulle afgive folk til opgaverne på grænsen, siger politidirektør Svend Larsen fra Rigspolitiet.

Hvis de rejsende tages ud til nærmere kontrol, vil det være politiets personale, der vil stå kontrollen.

Hjemmeværnet kommer ikke til at bære våben og kan ikke anholde folk.

Hjemmeværnsfolkene bliver aflønnet med 23.000 kr. om måneden, og den samlede hjemmeværnsindsats ved grænsen koster 5,7 mio. kr. pr. måned.

1 af 2 Hjemmeværnet ved grænsen er blevet oplært i, hvordan de spotter personer, der skal udsættes for en ekstra kontrol. (Foto: Claus Bonnerup)
2 af 2 Første arbejdsdag. I dag begynder Hjemmeværnets opgave med at aflaste politiet ved de dansk-tyske grænser. (Foto: Claus Bonnerup)
147 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere