Hjemmeværnet: Vi er klar til at hjælpe

Hjemmeværnet bruger årligt 2,5 millioner timer på at holde de frivilliges kompetencer ved lige. Nu skal Flyvehjemmeværnet aflaste politiet ved den dansk-tyske grænse

Står det til regeringen, skal Hjemmeværnet i fremtiden aflaste politiet ved den dansk-tyske grænsekontrol. Hvordan, det præcis skal foregå, vil blive drøftet på et møde med forligspartierne på tirsdag. 

Siden januar, hvor grænsekontrollen blev indført, har Hjemmeværnet fløjet flere operationer i grænseområdet i Sønderjylland.

– Vi har assisteret politiet fra luften ved hjælp af to nyerhvervede fly, der er udstyret med avancerede, infrarøde overvågningskamera, fortæller chef for Flyverhjemmeværnet, oberst Bernt B. Christiansen. 

Der har ind til videre været tale om cirka 10 flyvninger, men det tal kan meget muligt stige i fremtiden. 

– Politiet er presset, og de har en kæmpe overarbejdspukkel, som de har svært ved at få afviklet. Hvis vi kan bruge de ressourcer, vi har til rådighed, så vil vi gerne det, forklarer Bjarne Laustsen (S), der er kommitteret for Hjemmeværnet og dermed fungerer som værnets civile chef.

Frivillige skal på kontrakt 

I forvejen hjælper Hjemmeværnet politiet næsten 150.000 timer om året, lige som at de frivillige også holder vagt ved flere modtagecentre.

Men skal politiet aflastes, så det kan mærkes på antallet af overarbejdstimer, er der ingen tvivl om, at der vil være tale om mere end 10 flyvninger i fremtiden.

– Jeg forestiller mig, at det er af længerevarende assistance. Hvis det er en driftsopgave, er vi nødt til at ansætte de frivillige på kontrakt. Det vil ikke være rimeligt at bede en fuldtidsansat om at tage orlov fra sit job. 

– Omvendt bruger vi årligt 2,5 millioner timer på at tjene samfundet og holde de frivilliges kompetencer ved lige, så det er kun godt, at de bliver brugt, fortæller Bjarne Laustsen.

Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne hilser forslaget velkommen. Det samme gør formand for Politiforbundet, Claus Oxfeldt. 

Hverken Justitsminister Søren Pind eller Rigspolitiet har ønsket at kommentere Hjemmeværnets fremtidige indsats over for Ekstra Bladet.

20 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere