En midaldrende mand med svigtende hjerte lå åben på operationsbordet på Rikshospitalet i Oslo. Hans dårlige hjerte var allerede blevet fjernet for at gøre plads til det nye donorhjerte - men det kom aldrig. Det skriver det norske medie VG.no.
Donorhjertet var blevet givet til en anden. Noget lægerne på operationsstuen først fandt ud af efter manden havde ligget åben i flere timer. De troede, at hjertet var på vej til dem, men i virkeligheden endte det hos en anden syg patient.
Ifølge overlægen, der er leder af det lægeteam, som begik fejlen på sygehuset, skete det på grund af fejl i kommunikationen mellem dem, der skulle hente hjertet, og lægerne på Rikshospitalet.
- De har snakket forbi hinanden, og der blev taget beslutninger, hvor ikke alle nødvendige var involveret, siger overlæge Arnt E. Fiane til VG.no.
Uden hjerte i et døgn
Mandens gamle hjerte kunne ikke opereres tilbage, og derfor endte han med at ligge uden hjerte i et helt døgn, hvor han blev holdt i live af en hjerte- og lungemaskine. Et nyt hjerte blev hastigt eftersøgt i hele Skandinavien, og til sidst fik nordmanden et.
Men det skete bare ikke hurtigt nok. Manden fik det dårligere og dårligere, og nogle uger efter operationen døde han.
Ifølge overlægen lå patienten for længe uden et hjerte, og derfor opstod der komplikationer, som endte med at koste mandens liv.
Familien til manden er ifølge overlægen dybt chokeret over hændelsen, og Norges 'helsetilsyn' er gået ind i sagen.
Arnt E. Fiane frygter, at fejlen vil få konsekvenser for organdonationen i landet, da folk kan ende med at blive bange for at donere.
Historien beretter ikke noget om, hvornår hændelsen fandt sted, men VG.no fortalte første gang om fejl torsdag.
Pigen der ikke ville dø
I Danmark blev organdonation for alvor et debatemne, da den nu 22-årige Carina Melchior blev hovedperson i en dokumentar ved navn 'Pigen der ikke ville dø'. Carina Melchior var i 2011 involveret i en soloulykke, hvor hun kom så alvorligt til skade, at lægerne ikke mente, at hun ville vågne overleve.
Derfor bad lægerne på Aarhus Universitetshospital Carina Melchiors forældre om at tage stilling til donation af deres datters organer. Forældrene havde givet samtykke, da den unge pige pludselig vågner op.
Dokumentarfilmens mål var oprindeligt at vise, hvordan et organdonation foregår, men endte i stedet med at blive genstand for en debat om organdonation. Læger frygtede efterfølgende, at det ville få konsekvenser for antallet af organdonorer.
Sådan har Carina det i dag: Døden afløst af uddannelse
Carinas organ-læge sigtet af politiet
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.