Hjerteskærende billede bliver delt igen og igen: Afmagret isbjørn leder desperat efter mad

Advarsel: Voldsomme billeder: 'Det er sådan her sult ser ud.. Det er en langsom, smertefuld død

De fleste forbinder en isbjørn med et stort og stærkt dyr, men for nylig delte et tv-hold en video af en yderst afmagret isbjørn, der knap nok kunne stå oprejst.

Videoen er optaget i sommer ved Baffin Island i Canada af fotografen Paul Nicklen, der står bag foreningen 'Sea Legacy', der ønsker at skabe opmærksomhed på klima-forandringernes påvirkning på verdenshavene.

Under ekspedition opdagede han den tynde han-isbjørn, der desperat ledte efter mad i en skraldespand, så den kunne overleve. Synet var efter sigende så voldsomt, at de kæmpede med at holde tårerne tilbage.

Det skriver flere internationale medier, heriblandt Washington Post og The Guardian.

'Det er sådan her sult ser ud.. Ingen energi. Det er en langsom, smertefuld død, skriver Paul Nicklen på Facebook og Instagram, hvor han nu har delt videoen.

Paul Nicklen er overbevist om, at isbjørnens helbred er et resultat af klimaforandringer.

- Man kan ikke redde denne enkelte isbjørn. Folk tror, at vi kan sætte platforme i havet, eller at vi kan made den sultne bjørn. Sandheden er simpel: Hvis jorden fortsætter med at blive varm, vil vi miste bjørne og hele det polare økosystem, mener han og fortsætter:

- Denne store han-bjørn var ikke gammel, og han døde højst sandsynligt efter nogle timer eller dage, vurderer han.

Videoen er indtil nu blevet set over 880.000 gange og delt mere end 24.000 gange på Facebook.

Han er efterfølgende blevet spurgt, hvorfor han ikke hjalp isbjørnen, hvor han over for National Geographic svarer, at han hverken havde beroligende medicin eller sælkød, som isbjørne spiser, med sig på ekspeditionen.

Tyndere end tidligere
Hos Verdensnaturfonden er man enig i, at isbjørnens helbred kan skyldes den globale opvarmning.

- Man kan jo aldrig udelukke, at lige denne isbjørn er syg eller gammel, men når det så er sagt, får vi den slags billeder hele tiden og ved fra videnskabelige undersøgelser - blandt andet fra Canada og Alaska - at isbjørne vejer ti procent mindre, end de gjorde for 20-30 år siden. Isbjørnene har svært ved at finde mad, og derfor er det højst sandsynligt klimaforandringerne, der er årsagen til det, siger Bo Øksnebjerg, generalsekretær i Verdensnaturfonden, til Ekstra Bladet og fortsætter:

- De lever af sæler, som er ved iskanten, og den iskant er kun til rådighed i ganske kort tid, og nu bliver det kortere og kortere, fordi vi har global opvarmning.

Ifølge The Guardian kom 'International Union for the Conservation of Nature' i 2015 med en undersøgelse, der viste, at den største trussel for jordens cirka 26.000 isbjørne er klimaforandringer. Forskerne vurderede samtidig, at populationen af isbjørne vil være faldet med 30% i 2050, eftersom deres leveområder forandres.

484 kommentarer
Vis kommentarer