Hjerteskærende brev: Vi er trætte, lede og kede af det

Fire ud af fem børn i 2. klasse mener ikke, at forældrene er til stede under familiemiddagen. Nu tager skolen affære

Efter en diskussion i 2.d på Fynslundskolen om forældres manglende tilstedeværelse, blev denne seddel hængt op flere steder på skolen og delt på både skolens intranet samt Facebook. Foto: Søren Gylling/Ritzau Scanpix
Efter en diskussion i 2.d på Fynslundskolen om forældres manglende tilstedeværelse, blev denne seddel hængt op flere steder på skolen og delt på både skolens intranet samt Facebook. Foto: Søren Gylling/Ritzau Scanpix

Når man træder ind af døren på Fynslundskolen i Jordrup vest for Kolding, bliver man mødt af en seddel. På sedlen appelleres der til, at forældre lader smartphonen ligge og er til stede, når familien er samlet.

Debatten har nemlig kørt i 2.d, og efter den så dagens lys, har det vist sig, at tendensen er mere omfattende end som så.

- Det er 80 procent af klassen, som oplever problemer med fraværende forældre, siger lærer for 2.d på Fynslundskolen Hanne Holm Johansen til Ekstra Bladet.

Ifølge Hanne Holm Johansen er det særligt under aftensmaden, eller mens der hygges med film om aftenen, at tendensen er værst.

- Vi voksne tror, at vi kan sidde med vores smartphone, uden at børnene lægger mærke til det. Det kan vi altså ikke, siger Hanne Holm Johansen og tilføjer:

- Enten hører forældrene ikke, hvad børnene siger, eller også siger de 'hva' flere gange.

Ingen sure miner
En tilfældig snak om lydbøger i klassen ledte til, at en af eleverne beskrev sine forældre som fraværende.

Snakken gik, og efter kort tid viste det sig, at hovedparten af klassen oplevede samme problem. I samarbejde med eleverne skrev Hanne Holm Johansen sedlen, som nu hænger flere steder på skolen og er blevet delt på skolens intranet samt Facebook.

- Jeg er klar over, at vaner ikke ændres natten over. Det er en proces, men jeg føler, at det er vigtigt, at snakken holdes i gang, siger Hanne Holm Johansen.

Hun fortæller, at forældrene har taget 'enormt godt' imod budskabet, og at der altså ikke har været nogen sure miner.

- Sedlen er skrevet med et glimt i øjet, men den skal samtidig tages alvorligt, og det tror jeg også, at de har kunnet se, siger hun.

Aftalt mobiltid
Hanne Holm Johansen vil sammen med klassen løbende evaluere, om forældrene tager budskabet til sig og ændrer deres mobilvaner.

- Vi må hjælpe hinanden. Det er vigtigt, at vi er rollemodeller for vores børn, siger Hanne Holm Johansen og tilføjer, at hun håber, at budskabet vil brede sig til andre egne end blot Fynslundskolen.

Hun opfordrer desuden til, at hver enkelt familie laver regler for, hvornår smartphonen er fremme, og hvornår den ikke er.

- Man må huske på, at det er for børnenes skyld, afslutter Hanne Holm Johansen.

36 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere