H&M og Bestseller ville være bæredygtige: Nu brænder de tonsvis af ubrugt tøj

H&M og Bestseller promoverer sig selv som bæredygtige, imens de brænder nyt og uskadt tøj

H&M brænder deres nye ubrugte tøj.
H&M brænder deres nye ubrugte tøj.

Imens H&M og Bestseller beder danskerne om at aflevere deres aflagte tøj til genbrug, afbrænder de selv tonsvis af deres eget nye tøj.

Det afslører TV2-programmet Operation X mandag.

Samtidig med at H&M promoverer sig som en bæredygtig virksomhed, der genanvender folks tøj, har de selv afbrændt 58 ton nyt og uskadt tøj på fire år.

Det bekræfter flere forbrændingsanlæg overfor Operation X.

Brænder fem gange om året
H&M benytter sig blandt andet af et forbrændingsanlæg i Roskilde, hvor en aktindsigt, som Politiken har fået, viser, at H&M siden 2013 har afleveret tøj ca. fem gange om året.

Det svarer til omkring 12 ton tøj om året.

Tøjgiganten bekræfter selv, at de får brændt deres tøj i Roskilde, men fortæller også, at der kun er tale om tøj, der er sundhedsskadeligt.

Tv-program finder ingen fejl
Det har Operation X testet ved nogle af virksomhedens udsmidte jeans, som skulle brændes i Roskilde.

TV-programmet fik laboratoriet Eurofins til at teste for kemikalier og bakterier, men har ikke kunne bekræfte, at knapperne skulle indeholde for meget bly, som H&M påstår.

Det vil virksomheden ikke kommentere på.

Det kan ikke genanvendes
Bestseller fortæller at de brænder 0,1 promille af deres tøjproduktion, som svarer til 49 ton om året.

De påstår dog, at der kun er tale om skadet tøj, som ikke kan genanvendes.

I forhold til deres samlede produktion, handler det om en meget lille mængde, siger de.

Siden H&M lancerede deres tøjindsamling for bæredygtighed i 2013, har de fået 1450 ton tøj fra danskerne.

52 kommentarer
Vis kommentarer