Høje bølger aflyser færger til og fra Bornholm

Bornholmstrafikken forstyrres af høj søgang og dårligt vejr. Aftenpassagerer skal over Køge

Høje bølger i Østersøen forstyrrer færgetrafikken til Bornholm lørdag aften, oplyser DSB.

Hurtigfærgen kan ikke sejle, og heller ikke den langsommere Povl Anker turde man sætte ind på aftenafgangene klokken 19.30 fra Rønne og fra Ystad 22.45.

Det betyder, at man først søndag morgen kan komme til og fra Ystad igen.

I stedet vil passagerer med reservation til afgangen 22.45 fra Ystad blive ombooket til afgangen 00.30 fra Køge til Rønne.

Ved henvendelse til personalet i Ystad kan man dog også flytte sin reservation til afgangen 8.30 fra Ystad søndag morgen. Det skriver rederiet Færgen på sin hjemmeside.

Hvis man rejser med DSB-bussen eller Bornholmerbussen, vil man blive kørt til Køge i stedet for Ystad lørdag aften.

Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, melder i sin vejrudsigt om hård vind visse steder i landet, men på Bornholm når vindstyrken op på kuling lørdag aften.

Søndag meldes om op til hård vind ved kysterne.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere