Et højt brag rungede søndag klokken 8.45 ud over dele af København.
Men gav det et sæt i dig ved lyden, kan du tage det helt roligt: der er heldigvis en god forklaring på den ellers foruroligende lyd.
En 150 meter høj skorsten er nemlig- i al hemmelighed - blevet sprængt i luften her til morgen, oplyser ARC i en pressemeddelelse søndag morgen.
Holdt det hemmeligt
Der er tale om en skorsten tilhørende den tidligere Amagerforbrænding. Projektlederen ved sprængningen, Per Brask, udtaler i pressemeddelelsen, at man har planlagt sprængningen i månedsvis, og at den var koordineret med politi og andre myndigheder:
- Det har krævet omfattende forberedelser og beregninger at sikre, at skorstenen faldt i den rigtige retning og ikke skadede de nærliggende bygninger, fortæller han.
Det har samtidig været vigtigt at holde tidspunktet for sprængningen hemmelig, så folk ikke samledes i nærheden.
Selvom skorstenen nu er fortid, er det ikke helt slut. Materialet skal nemlig genanvendes til nye byggerier i hovedstaden, oplyser ARC.
- Det er jo en smuk tanke, at skorstenen efter nedrivningen kan genanvendes og indgå i et cirkulært kredsløb. På den måde sikrer vi den bedst mulige udnyttelse af ressourcerne, siger Per Brask.