Ved du noget? Så kontakt journalisterne på lve@eb.dk - alle henvendelser behandles fortroligt
Skeletterne fortsætter med at vælte ud af skabet på den prestigefulde Sallingsund Færgekro på Mors, og flere tidligere ansatte og elever bryder nu tavsheden.
Siden søndag har Ekstra Bladet således talt med yderligere 16 mænd og 4 kvinder, der alle i detaljer beskriver, hvordan indehaveren, 64-årige Jens-Peter Skov, også har udsat dem for ting, de har oplevet som seksuelle, psykiske og voldelige overgreb.
- Det var virkelig på tide, at det her kom frem, siger Steffen Thuesen, der selv startede i lære på kroen i 2011, men som stoppede under et år efter som følge af Jens-Peter Skovs krænkelser.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Ud af de 17 tidligere elever og medarbejdere, der medvirkede i den første artikel i sagen, var det kun de to tidligere kokkeelever, Andreas Jensen og Tommy Wichmann, der ønskede at stå frem med navn.
De resterende ville med henvisning til Jens-Peter Skovs status som mangeårig samarbejdspartner til kongehuset og deraf magt i den branche, mange af dem stadig arbejder i, kun medvirke anonymt.
Men nu stiller Steffen Thuesen sig altså også frem.
Artiklen fortsætter under billedet ...
- Jeg kender ikke Andreas og Tommy, men jeg vil gerne stille mig lige bag dem og sige, at jeg oplevede nøjagtigt de samme ting, de og alle de andre beskriver. Jeg synes, det, de har gjort, er sindssygt vigtigt og modigt, og jeg vil gerne have, at de ved, at de langtfra alene, siger Steffen Thuesen.
- Jeg begyndte at græde
Steffen Thuesen beskriver en konkret episode, han selv havde med Jens-Peter Skov, og som han husker, som var det i går:
- Han ville gerne have mig med ud og køre en tur, og så peger han op mod nogle klitter og siger så, at hvis jeg har lyst til at 'prøve noget med nogle mænd, så var det deroppe, det foregik'. Senere på køreturen begynder han også at spørge til min seksualitet, ligesom han spørger, om jeg har tænkt mig at prøve SM og sådan nogle ting. Jeg begyndte faktisk at græde, fordi han spurgte til så mange personlige ting, som han gjorde.
Artiklen fortsætter under billedet ...
En anden, der var kokkeelev tilbage i 2014, fortæller, hvor påvirket han blev, da historien kom ud.
- Jeg begyndte faktisk at ryste, da jeg sad og læste avisen, for jeg kunne bare genkende hvert eneste ord, der stod. Jeg har været meget i tvivl, om jeg skulle ringe, men … Jeg kom bare frem til, at det her er større end mig, og at det ikke kan ødelægge mit liv nu, siger han med henvisning til, at han ikke længere arbejder i branchen.
En tredje kokkeelev fortæller, hvordan han som 16-årig løb skrigende væk efter bare tre måneder.
- Jeg kan huske, at han engang inviterede mig på middag i sit hjem ved siden af kroen. Da jeg kommer derover, åbner han døren kun iført underbukser. Jeg ved ikke, hvad fanden der sker, men jeg går helt i chok, hvilket måske forklarer, hvorfor jeg overhovedet gik med ind.
Artiklen fortsætter under boksen ...
- Det hele ender med, at han spørger, om ikke vi skal sætte os ind i sofaen. Han rykker tættere og tættere på, og til sidst sidder han simpelthen og tager mig på lårene. Det resulterer i, at jeg løber ud derfra, og jeg så mig aldrig tilbage.
Kastede med urtekniv og gryde
En anden tidligere kokkeelev beskriver ligesom alle andre, hvordan han også selv flere gange har oplevet, at Jens-Peter Skov har befamlet ham og andre, ligesom han som så mange før ham fortæller, at Jens-Peter Skov havde det med at blive ekstremt vred - ofte med fysiske reaktioner til følge.
- Noget af det, jeg husker allermest tydeligt, var engang, hvor han i et anfald af raseri kaster en urtekniv efter mig. Jeg når heldigvis at dukke mig, så den fløj ind og satte sig fast sådan et bræt, vi havde hængende til boner. Jeg står bare og kigger helt forfærdet på ham. Jeg har også set ham kaste med en stor 30 liters gryde, der ramte en kok, så hans knæ blev helt blåt.
Ekstra Bladet har fået bekræftet episoden, hvor Jens-Peter Skov kastede en urtekniv efter kokkeeleven, fra en anden kok, der var til stede i køkkenet, da det skete.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Nøjagtigt samme billede tegner næsten alle andre, Ekstra Bladet har talt med. Blandt andre en tidligere restaurantchef, der endte med at være på kroen i en længere årrække.
- Jeg har oplevet ham kaste alt lige fra kuglepenne til gryder. Det skete virkelig ofte, siger hun.
'Hvorfor gjorde jeg ikke noget?'
De mange tidligere medarbejdere fra Sallingsund Færgekro - især dem, der blev længere end et par måneder - stiller i løbet af interviewene med Ekstra Bladet sig selv de samme spørgsmål igen og igen:
- Hvorfor gjorde jeg ikke noget? Hvorfor råbte jeg ikke op?
En tidligere restaurantchef har, siden hun læste den første artikel om sagen, ræsonneret sig frem til samme forklaring som så mange af de 36 andre, Ekstra Bladet har talt med:
- Vi havde et sammenhold som en familie, fordi vi var så fælles om alt det, vi blev udsat for. Selvfølgelig overvejede jeg at smutte mange, mange gange, men følelsen af, at jeg ville lade de ansatte i stikken, tog over gang på gang, siger hun.
- Det er svært at forklare, hvordan det er at være under sådan et psykisk pres. Der var ingen, der turde gøre noget. Ville man så ikke få sin løn? Ville man ikke kunne få arbejde i branchen mere? Han er meget, meget magtfuld, det skal man slet ikke underkende.
Ekstra Bladet har været i kontakt med Jens-Peter Skov for at forelægge ham de mange nye anklager. Han har dog ikke ønsket at svare på Ekstra Bladets spørgsmål.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Læs mere om sagen her:
Skandale-kok: Så tæt er han på kongehuset
Mor: - Hofkok forgreb sig på mit barn
Afsløring: Hofkok sexkrænkede drenge i årevis
Hofkokken om elev: - Han var kælent anlag
Lokal om skandalekok: - Man skal holde nallerne for sig selv
Hofkok færdig: Kongehuset afbryder samarbejde
Skandale-kro aflyser tradition
Hofkoks tidligere elev: ’Han udnyttede min seksuelle hemmelighed’