Hold på hat og briller: Her kommer regn og blæst

- Det vil føles rigtig koldt, siger meteorolog ved DMI Martin Lindberg

Hold godt fast på paraplyen, hvis du skal udenfor - det bliver blæsende i dag. Og hvad med hvid jul - får vi den? Se med her.

Bevæger du dig udenfor onsdag, vil du ikke kunne undgå at mærke blæsten ruske i dig.

Tirsdag aften sendte DMI et varsel ud, der advarede om vindstød af stormstyrke, men selvom vinden har aftaget en smule, går det langsomt.

Det fortæller vagthavende meteorolog ved DMI Martin Lindberg til Ekstra Bladet.

- Det blæser i hele landet. Det begyndte i går aftes i Vestjylland, men er nu langsomt på vej ned, siger Martin Lindberg.

For at noget kategoriseres som 'vindstød af stormstyrke', skal det blandt andet blæse 25 meter i sekundet. Onsdag morgen blæser det omkring 20 meter i sekundet.

- Det er en koldfront, der skal passere fra vest. Især ved den jyske vestkyst og på Anholt har det blæst meget, og der har vi haft stormende kuling. Nu blæser det også i resten af landet.

Regn, regn, regn
Vindfølsomme køretøjer skal derfor også passe på, når de kører ud, advarer DMI.

Sidst på eftermiddagen aftager blæsten, og vinden bliver i stedet frisk. I København vil temperaturerne ligge på tre til fire grader, men vil i det vestlige Danmark komme op på cirka otte grader.

- Det vil føles rigtig koldt med vinden og den fugtige luft. Fronten går i stå over den østlige del af landet i løbet af eftermiddagen, og det giver regn i det østlige Danmark.

- Det vil sige, at Østsjælland, Falster og Bornholm skal forvente regn hele aftenen og lidt af natten, fortæller Martin Lindberg.

20 kommentarer
Vis kommentarer