Holder jul for hjemløse: Nu mangler gæsterne bare

Carsten Abrahamsen har arrangeret jul for hjemløse med mad, gaver og julehygge. Nu mangler han bare nogle flere gæster

Carsten Abrahamsen har i fællesskab med sin far Jørgen Abrahamsen stået for det meste af planlægningen, men på selve aftenen er det Carstens far, der står i spidsen (Foto: Linda Johansen)
Carsten Abrahamsen har i fællesskab med sin far Jørgen Abrahamsen stået for det meste af planlægningen, men på selve aftenen er det Carstens far, der står i spidsen (Foto: Linda Johansen)

I Københavns Nordvestkvarter har Carsten Abrahamsen og hans far inviteret byens hjemløse til flæskesteg, julegaver og dans om juletræet.

Alt er klar på Martini Bar på Borups Alle i Københavns NV, men nu mangler der bare lidt flere gæster rundt om juledugen.

- Vi har et fuldt godkendt køkken, så vi kan huse rigtig mange mennesker. Vi kan snildt have en 50-60 mennesker af gangen, men vi har ikke rigtig haft held med at få fat i folk.

- De hjemløse er jo spredt udover hele byen, men jeg har læst, at mange stadig mangler et sted, så de skal bare komme. Vi har masser mad, fortæller manden bag projektet Carsten Abrahamsen til Ekstra Bladet.

Martini Bar har plads til omkring 60 mennesker, men indtil videre er kun 30 tilmeldt (Foto: Linda Johansen)
Martini Bar har plads til omkring 60 mennesker, men indtil videre er kun 30 tilmeldt (Foto: Linda Johansen)
 

I fællesskab med Projekt Hjemløs og sin far har den 33-årige københavner stablet den store juleaften på benene i sin bar Martini Bar i København NV.

Kødet er leveret fra Føtex på Husum Torv, mens en lokal bager har sørget for brød. Kartoflerne har de selv købt, men det hele er på plads til i morgen. Julemusikken kommer til at spille, men der er plads til flere rundt om træet.

- Vi har skrevet rundt til forskellige mennesker, men der bliver ikke rigtig skrevet tilbage. Det kan være en svær målgruppe at ramme, og det kan måske tolkes som en form for nederlag, hvis de dukker op hos os, fordi de så reklamerer med, at de ikke har noget sted at være, siger Carsten Abrahamsen.

Endelig plads
I øjeblikket er der 30 tilmeldt arrangementet via Projekt Hjemløs, men selv om Carsten Abrahamsen håber på flere deltagere, så har det alligevel været en succes.

- Jeg har altid haft ondt af folk, der ikke har noget sted at være juleaften. Der er ikke noget mere kedeligt end at være alene. Vi har masser plads og gode forhold, så hvorfor skulle vi ikke gøre det?

- Som jeg har talt med min far om, så er d. 24 december måske den sidste dag, hvor man skal være alene. Det må gøre ekstra ondt at vide, at alle bare er sammen med deres familie, så derfor er det vigtigt for os. Alle er lige vigtige, siger Carsten Abrahamsen til Ekstra Bladet.

Carsten Abrahamsens bror har gjort træet klar til de hjemløse (Foto: Linda Johansen)
Carsten Abrahamsens bror har gjort træet klar til de hjemløse (Foto: Linda Johansen)
 

Selv om julefesten hovedsageligt er tiltænkt hjemløse, så er alle velkomne. Ifølge Carsten Abrahamsen har en masse frivillige allerede meldt deres ankomst, mens adskillige fra lokalområdet også vil kigge forbi.

Arrangementet starter klokken 17 og kører frem til klokken ca. 21.30. En halv time senere lukker herbergerne i det meste af København, så Martini Bar er tvunget til at lukke ned for juleaften, hvis de hjemløse skal kunne nå at finde et sted at sove.

0 kommentarer
Vis kommentarer