Holdt katte i minkbure i frostvejr - det er lovligt

Det var ikke en overtrædelse af dyrevelfærdsloven, da udsendte fra en dyreværnsforening i sidste uge fandt katte og kaniner i små lukkede bure i frostvejr hos en minkavler

Det var i minkbure som disse - med trådnet i bunden og i åbne haller - at dyreværnsgruppen fandt de mange katte og kaniner. Dyrene var dog sluppet ud og rendte løs på farmen, da Fødevarestyrelsen kom. Arkivfoto: Marius Renner/Ritzau Scanpix
Det var i minkbure som disse - med trådnet i bunden og i åbne haller - at dyreværnsgruppen fandt de mange katte og kaniner. Dyrene var dog sluppet ud og rendte løs på farmen, da Fødevarestyrelsen kom. Arkivfoto: Marius Renner/Ritzau Scanpix
Følg Samfund

Det var et voldsomt syn, der mødte en lille gruppe dyrevenner, da de mellem jul og nytår trådte ind på en tidligere minkfarm i Løvel i Viborg Kommune. Fødevarestyrelsen havde få dage før fundet 70 ræve og 230 mink - begge arter er ulovlige at holde i Danmark - og gruppen ville nu tilbyde at frikøbe de ellers dødsdømte ræve.

Men der var ingen levende ræve at se på ejendommen. Til gengæld mødte der gæsterne et uventet syn: En række katte sad i minkburene i de åbne haller - i fem graders frost og uden læ. På farmen sad også store kaniner i bure, der er beregnet til ræve.

- Det var alle meget smukke katte - de fleste med blå øjne og flotte aftegninger. De sad i deres egen afføring og med en ubestemmelig klat, der skulle gøre det ud for at være foder, fortæller Valentina Crast. Hun er talsperson for gruppen De Glemte Danske Ræve, som siden besøget har skrevet om sagen og dokumenteret dyrenes forhold på farmen med både billeder og video.

Også adskillige døde katte og ræve med smadrede ansigter lå smidt i skraldespande og på den frosne jord på grunden.

Dagen før juleaften rykkede et hold fra Fødevarestyrelsens Veterinær Nord ud til den pågældende farm for at aflive de ulovlige mink. Foto: Ernst Van Norde
Dagen før juleaften rykkede et hold fra Fødevarestyrelsens Veterinær Nord ud til den pågældende farm for at aflive de ulovlige mink. Foto: Ernst Van Norde
 

Fødevarestyrelsen besøgte minkfarmen 23. december efter et tip fra en lokal borger. Her fandt man 230 ulovlige mink og 70 ræve. Begge arter er ulovlige at holde og avle.

Myndighederne havde tidligere været på stedet, da ejeren også har fjervildt, og besætningen for anden gang på et år er ramt af fugleinfluenza.

Ejeren er politianmeldt for de ulovlige dyr. Minkene blev krævet aflivet, men han fik mulighed for at afhænge rævene. Det var muligheden for at overtage nogle af rævene, den lille gruppe dyrevenner ville drøfte med manden, da de besøgte stedet. De har tidligere modtaget ræve fra pelsopdræt og fundet egnede hjem til dem.

Ejeren af stedet ønskede dog ikke at afhænde dyrene og har ifølge Fødevarestyrelsen selv aflivet dyrene.

 

Måtte ikke hjælpe kattene
En lokal dyreværnsforening, MinVenKatten Hobro, hørte om sagen og kørte dagen efter dyrevennernes besøg til stedet for at tilbyde at overtage kattene. Men ejeren ønskede ikke at overdrage dyrene, og han ønskede ikke gæster på ejendommen. Derfor blev politiet tilkaldt.

- Vi nåede at lyse med lygter ind i hallerne og kunne se fire par øjne fra katte, der sad i burene. Politiet gik en runde med ejeren og kunne bekræfte, at der sad fire katte spærret inde, fortæller Anita Sønderup, formand for MinVenKatten Hobro, der også så mange andre katte, der løb løse rundt på grunden - hun anslår, at der var mindst 60 katte.

Efter et opkald til Fødevarestyrelsen vurderede politiet til hendes store overraskelse, at dyrevelfærdsloven ikke var overtrådt, og at derfor ikke ville gøre mere. Anita Sønderup måtte forlade stedet med uforrettet sag.

Ingen konsekvens
Folkene bag De Glemte Danske Ræve anmeldte ejeren af farmen til både Fødevarestyrelsen og politiet. Få dage senere besøgte Fødevarestyrelsen sammen med politiet stedet for at se på forholdene. Her fandt de ifølge styrelsen selv ingen dyr i bure, og de fandt ingen andre grunde til at sigte manden for overtrædelse af Dyrevelfærdsloven.

- Vi så ingen katte i bure og ingen døde dyr, da vi var på stedet. Der løb mange katte og kaniner rundt frit på grunden, men det er ikke ulovligt, siger Carsten Røjkjær Jensen, der er dyrlæge og sektionsleder hos Veterinær Nord under Fødevarestyrelsen. Han understreger, at man fra myndighederne kun har mulighed for at vurdere sagen ud fra det øjebliksbillede, man får, når man besøger stedet.

- Vi kan ikke sagsbehandle ud fra billeder og noget, vi ikke selv har set, siger han.

- Men er det ulovligt at holde katte i minkbure med trådnet under udendørs i frostvejr?

- Ikke som udgangspunkt. Hvis de holdes på en måde, der giver anledning til skade, så er det ulovligt. Det vil være en individuel vurdering. Men ellers er det ikke.

Ifølge sektionslederen er sagen om kattene derfor nu lukket fra myndighedernes side. På spørgsmålet om der vil blive fulgt op og efterfølgende lavet uanmeldte kontrolbesøg, lyder svaret:

- Vi må ikke bare tage ud og genere folk. Så hvis vi ikke får en konkret anmeldelse eller stedet bliver udpeget til besøg i en stikkontrol, så må vi ikke tage derud, når sagen er lukket.

- Men er det godt nok?

- Hvad er godt nok? Det er ikke alle regler, der overholdes alle steder, så på den måde er det ikke godt nok. Men vi kan jo ikke gå og stå på alle farme hver dag, siger han.

Carsten Røjkjær Jensen lover dog, at ’der bliver holdt øje med ham’.

- Det gør der med alle, tilføjer han.

Sagen om de 230 mink og 70 ulovligt holdt ræve på stedet bliver lige nu behandlet hos Fødevarestyrelsen, og Carsten Røjkjær Jensen regner med, at den sag sendes videre til politiet. Her handler det dog ikke om overtrædelse af dyrevelfærdsloven, men primært om overtrædelse af regler lavet i forbindelse med covid.

Trods flere forsøg har det ikke været muligt at komme i kontakt med ejeren af farmen. Ekstra Bladet ville gerne have spurgt ham, hvor dyrene kom fra, hvad han skulle bruge dem til, og hvorfor de sad i bure.

- Det er meget problematisk, at vi har en lovgivning, der ikke beskytter katte mod den behandling, siger Carl Valentin (SF). Foto: Jens Dresling
- Det er meget problematisk, at vi har en lovgivning, der ikke beskytter katte mod den behandling, siger Carl Valentin (SF). Foto: Jens Dresling
 

Selvom dyreværnsloven så sent som i juli sidste år blev opgraderet til Dyrevelfærdsloven, og dyr blev anerkendt som levende, følende væsener, er loven ikke meget mere værd end det stykke papir, den er skrevet på. Det mener Carl Valentin fra SF, der har stillet flere spørgsmål til fødevareministeren om denne sag.

- Sagen viser jo med al tydelighed, at loven ikke beskytter dyrene godt nok. Uanset hvad han havde tænkt sig at gøre med de ræve og katte, så bør han kunne straffes for at have dem siddende på den måde. Hvis det ikke kan lade sig gøre med den nuværende lovgivning, så er den jo helt åbenlyst ikke god nok.

Han lægger ikke fingrene imellem og mener, at en mand som minkavleren i Løvel bør frakendes retten til at have med dyr at gøre. Han lover at presse på for at få loven – og ikke mindst de mange bekendtgørelser under den - revurderet hurtigst muligt.

- Selvom vi fik en ny dyrevelfærdslov sidste år, så er udmøntningen af den slet ikke god nok. De konkrete regler - hvor meget plads en kanin skal have, om man må holde katte i små bure med trådnet i bunden og så videre - det ligger i bekendtgørelser under loven. Og dem har man ikke set på endnu, det bliver bare skubbet og skubbet. Indtil de bliver revurderet, er det bare en masse fine ord - det kan dyrene jo ikke bruge til noget, siger han.

Også Enhedslistens Søren Egge har stillet skriftlige spørgsmål til fødevareministeren i sagen, ligesom Susan Kronborg fra De Radikale har taget sagen op over for fødevareminister Rasmus Prehn og justitsminister Nick Hækkerup.

Ekstra Bladet har også stillet spørgsmål til fødevareministeren i sagen. Vi har spurgt, om ministeren mener, at dyrevelfærdsloven, der trådte i kraft 1. januar sidste år er god nok, når katte kan holdes i små bure i frostvejr uden konsekvens.

I et mailsvar skriver fødevareminister Rasmus Prehn:

'Det er helt uhørt og totalt uacceptabelt, hvis katte bures permanent inde i små bure. Det vil vi simpelthen ikke finde os i. Finder det sted, så skal det stoppes. Nu skal vi selvfølgelig først og fremmest have klarhed over, om kattene rent faktisk har været buret inde eller om de bare er kravlet ind i åbne bure.'

Og der tilføjes:

'Jeg har i øvrigt bedt Fødevarestyrelsen være ekstra årvågen efter de seneste episoder med fund af mink og ræve.'

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Langt de fleste pampere ender heldigvis med at blive drivvåde