Holger Lavesen er død

Holger Lavesen, som i en længere periode var betydningsfuld bestyrelsesformand for Politiken og næstformand i JP/Politikens Hus, er død

Holger Lavesen er død, 81 år. Foto: Finn Frandsen
Holger Lavesen er død, 81 år. Foto: Finn Frandsen

Den tidligere bestyrelsesformand for Politiken og næstformand i JP/Politikens Hus, jurist Holger Lavesen, er død, 81 år.

Det oplyser familien til Ekstra Bladet.

Holger Lavesen var bestyrelsesformand for Politiken i perioden mellem 1994 og 2002, og mellem 2003 og 2008 bestred han tillidshvervet som næstformand i JP/Politikens Hus.

Her nåede Holger Lavesen at gøre sig bemærket som en betydningsfuld mand for JP/Politikens Hus og som en stor ven og defensor for Ekstra Bladet.

Holger Lavesen uddannede sig til jurist fra Københavns Universitet i 1962, hvorefter han blev ansat som sekretær og senere fuldmægtig i Indenrigsministeriet. I samme periode arbejdede han indtil 1972 som lektor i offentlig ret ved Københavns Universitet.

Holger Lavesen var i perioden mellem 2003 og 2008 næstformand i JP/Politikens Hus og gjorde sig i den periode bemærket som en stor ven og defensor for Ekstra Bladet. Foto: Ole Steen
Holger Lavesen var i perioden mellem 2003 og 2008 næstformand i JP/Politikens Hus og gjorde sig i den periode bemærket som en stor ven og defensor for Ekstra Bladet. Foto: Ole Steen

I 1971 blev Holger Lavesen udnævnt til departementschef i Ministeriet for Forureningsbekæmpelse, som i 1973 skiftede navn til Miljøministeriet.

Daværende statsminister Poul Schlüter udpegede i 1983 Holger Lavesen til arbejdende formand for bestyrelsen i Dansk Olie og Naturgas. Fra 1995 og indtil sin pension i 2001 var han direktør samme sted.

Holger Lavesen har desuden haft flere tillidshverv i form af bestyrelsesposter i JØP, NKT, Bikubenfonden, Statens og Kommunernes Indkøbsservice, Carlsberg, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, Terma og i Hafnia.

Holger Lavesen efterlader sig sin hustru, Ragna Lavesen, og sønnerne Jakob og Anders Lavesen.

Familien oplyser til Ekstra Bladet, at bisættelsen kommer til at foregå i stilhed.