Holland stopper midlertidigt med at vaccinere folk under 60 år med AstraZeneca

Flere europæiske nationer har den seneste uge meldt ud, at de midlertidigt stopper med at vaccinere folk under 60 år med AstraZeneca - nu følger Holland trop

I Danmark er pauseringen af vaccinen blevet forlænget yderligere tre uger.

Fredag meddelte det hollandske sundhedsministerium, at de midlertidigt stopper med at vaccinere borgere under 60 år med AstraZeneca-vaccinen.

Beslutningen er truffet, da en kvinde døde efter at have modtaget vaccinen. Det skriver Reuters.

Fem indberetninger
Det hollandske agentur Lareb, der blandt andet er finansieret af landets sundhedsministerium, indsamler indberetninger om og undersøger bivirkninger ved lægemidler.

De fortalte fredag, at de har modtaget fem indberetninger om alvorlige blodpropper. Heriblandt er tilfældet med den nu afdøde kvinde.

Ifølge Lareb er alle fem blodpropper indtruffet syv til 10 dage efter vaccinationen.

Der er tale om fem kvinder i alderen 25 til 65 år. Tre af de fem kvinder fik blodpropper i lungerne, og en fjerde fik også en hjerneblødning.

400.000 har fået vaccinen
Tæt på 400.000 mennesker er blevet vaccineret med AstraZeneca-vaccinen i Holland, og ifølge Lareb synes indberetningerne om bivirkninger at minde om dem, man har set andre steder i Europa.

Holland har tidligere haft vaccinationer med AstraZeneca sat på pause og var ellers lige begyndt at vaccinere med den igen. Men det blev en kort fornøjelse.

Pausen betyder, at 10.000 planlagte vaccinationer nu er blevet aflyst.

Det er endnu ikke påvist, at der er en sammenhæng mellem vaccinen og blodpropperne.