Det er hverken rim på sporet eller signalfejl, som har ført til problemer med togtrafikken i Holland.
I stedet er det bestanden af grævlinger, der har givet landets jernbaneselskab en alvorlig hovedpine.
Det skriver The Guardian.
Må lokke dem ud
Holland har omkring 7000 grævlinger, og de er en beskyttet art i det tætbefolkede land. Derfor kan myndighederne ikke stille andet op end at forsøge at lokke mårdyret ud, når det bosætter sig under togskinner i landet.
Grævlingen graver ofte sin hule på steder i ly fra mennesker og gerne i en smule højde, så hulen er beskyttet mod oversvømmelse.
Samtidig er voldene under togskinnerne lavet af sand. Kombinationen udgør et ideelt hjem for det firbenede dyr.
Usikker rute
Situationen er imidlertid langtfra ideel for togtrafikken i landet, og der er for nyligt blevet registeret 40 steder i Holland, hvor togskinnerne potentielt er kompromitteret.
På en strækning er togtrafikken i denne uge blevet indstillet, fordi et grævlingepar under skinnerne gjorde ruten usikker.
- For anden gang på en uge skal vi stoppe togtrafikken, fordi grævlinger graver under en jernbanestrækning, hvilket tager meget tid at tackle, fordi vi skal have tilladelse fra de rette myndigheder, udtaler John Voppen, som chef for landets statslige jernbaneselskab ProRail.