Homo-app i vild ændring: Fjerner racefilter

Grindr vil ikke længere tilbyde deres kunder muligheden for at sortere i race og etnicitet

Fremover kan man ikke længere gøre brug af et særligt filter, der sorterer i etnicitet på Grindr. Foto: REUTERS/Jeenah Moon/File Photo
Fremover kan man ikke længere gøre brug af et særligt filter, der sorterer i etnicitet på Grindr. Foto: REUTERS/Jeenah Moon/File Photo

Er du homoseksuel og har specifikke præferencer til din kommende udkårne eller bollevens hudfarve og etnicitet, så er scoreappen Grindr måske ikke længere stedet.

Etnicitetsfiltre har længe været en feature, som brugere af Grindr, der primært er homoseksuelle mænd, har haft mulighed for at købe sig til for at undgå at se folk af visse etniske grupper.

Filtreringen fjernes i næste app-opdatering.

Twitter skriver Grindr, at ændringen sker for at vise solidaritet med protesterne i USA over politiets brutalitet mod sorte mænd og kvinder. 

Etnicitetsfiltrene har været kontroversielle i årevis, men de forblev uændret, omend Grindr tilbage i 2018 lancerede en antiracismekampagne på platformen.

Samme år fortalte Landen Zumwalt, Grindrs tidligere kommunikationschef, til The Guardian, at virksomheden længe har ønsket at fjerne etnicitetfiltre, men dog ikke var helt klar til at give slip på dem. Ifølge kommunikationschefen gav filtrene folk i minoritetsgrupper en chance for at matche lettere med hinanden.

Overvåger brugere
Grindrs fjernelse af filtre forhindrer muligvis brugerne i at udlevere deres racepræferencer i appen. Brugernes matchende adfærd bliver nemlig registreret i Grindrs algoritmer, fordi appen rent overordnet holder øje med, hvem man synes godt om.

Tidligere på ugen kom det frem, at streamingtjenesten Uktv, der er ejet af det britiske medie BBC, har fjernet en episode af 'Halløj på Badehotellet', da afsnittet indeholder 'racistiske bemærkninger'. Afsnittet er dog kommet tilbage igen.

Også streamingtjenesten HBO Max har taget konsekvensen og gjort klassikeren 'Borte med Blæsten' midlertidigt utilgængelig.

Det skyldtes ifølge HBO, at filmen 'skildrer visse etniske og racemæssige fordomme, som desværre er blevet for almindeligt udbredt i det amerikanske samfund'. HBO planlægger at få filmen tilbage i sortimentet.