Hongkong lukker ned efter demonstrationer

Efter en uge med voldelige demonstrationer mod et nyt lovforslag lukker Hongkong flere offentlige bygninger

Politiet brugte tåregas under onsdagens demonstrationer i Hongkong. Foto: Tyrone Sui/Ritzau Scanpix
Politiet brugte tåregas under onsdagens demonstrationer i Hongkong. Foto: Tyrone Sui/Ritzau Scanpix

Myndighederne i Hongkong lukker offentlige kontorer og banker i byens finansielle distrikt efter en uge med voldelige demonstrationer.

De offentlige bygninger vil være lukket resten af ugen, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Demonstranterne kæmper mod et stærkt omstridt nyt lovforslag, der vil gøre det muligt at sende mistænkte i straffesager til retsforfølgelse i Kina, Macau og Taiwan.

Formålet er ifølge styret i den tidligere britiske kronkoloni at lukke et 'hul i loven' og forhindre, at Hongkong bliver et 'tilflugtssted for kriminelle'.

Foto: Reuters Samfund - 12. jun. 2019 - kl. 03:38 Kæmpedemonstration i Hongkong: Politiet bruger tåregas

Demonstrationerne begyndte for alvor 9. juni, hvor op mod en million mennesker var i gaderne. Det er den største protest i 15 år.

Politiet i Hongkong har anvendt tåregas og gummikugler i et forsøg på at forhindre demonstranterne i at storme parlamentet i den kinesisk-styrede storby.

Mange borgere frygter, at udleveringsaftalen vil blive brugt til at straffe politiske fanger.

Der er desuden en bekymring for, at retssager ved en kinesisk domstol ikke vil være frie og retfærdige, og at menneskerettigheder risikerer at blive trådt under fode.

Regionens øverste politiske leder, Carrie Lam, har udtalt, at myndighederne vil gå igennem med lovforslaget trods den store protest.

Hongkong har siden 1997 hørt under Kina, men der er delvist selvstyre efter devisen 'ét land, to systemer' - underforstået at Hongkong skal være demokratisk.

4 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere