Hospital byttede rundt på to babyer: Doris får erstatning efter 27 år

27-årige Doris Grünwald fra Østrig opdagede helt tilfældigt, at hun ikke var biologisk beslægtet med det par, som hun troede var hendes forældre

Doris Grünwald troede, indtil hun blev 22, at Evelyn Grünwald (t.h.) var hendes biologiske mor. Privatfoto
Doris Grünwald troede, indtil hun blev 22, at Evelyn Grünwald (t.h.) var hendes biologiske mor. Privatfoto

En sundhedsklinik i Østrig er blevet dømt til at betale 90.000 euro (675.000 kroner) i erstatning til en 27-årig kvinde, fordi klinikken er kommet til at bytte rundt på to babyer for snart 30 år siden.

Det skriver The Guardian.

Doris Grünwald blev født i 1990. Hun fandt helt tilfældigt ud af, at noget var galt, da hun fik udtaget en blodprøve som 22-årig. Her viste prøven, at hun ikke var biologisk beslægtet til dem, som hun troede var hendes forældre.

- Hele min krop begyndte at ryste. Det var som om, at tæppet blev trukket væk under mig, og mine fødder forsvandt, sagde Doris Grünwald sidste år til den østrigske avis Krone.

Født ved kejsersnit
Klinikken, som altså nu er blevet dømt til at have begået en meget uheldig fejl, er universitetshospitalet i Graz. Herfra forsøgte man under retssagen at så tvivl om hvor, ombytningen fandt sted, og hævdede, at det ikke med sikkerhed kunne fastlægges til at være sket på hospitalet.

Men retten afviste den påstand og nåede frem til, at forbytningen er sket i den 20 timers periode, som gik, fordi moderen først skulle komme sig fra et kompliceret kejsersnit.

Af kendelsen fremgår det, at der er sket 'et stort svigt', og at klinikken har handlet 'groft uagtsomt'. Og der blev tilkendt 30.000 euro i erstatning til både Doris Grünwald samt til de forældre, som hun havnede hos.

Det forventes også, at Doris Grünwald nu vil søge om at få lov til at blive adopteret. De udgifter er hospitalet også blevet dømt til at dække.

Den anden er stadig ukendt
Doris Grünwald ved stadig ikke, hvem hendes biologiske forældre er, mens det andet offer for ombytningen formentlig slet ikke er klar over, at hun er vokset op i den forkerte familie.

Det er ikke lykkedes hospitalet at finde frem til den anden familie, selv om hospitalet sidste år tilbød gratis DNA-tester til 200 mødre og kvinder, som er blevet født på hospitalet omtrent samtidig med Doris Grünwald.

Indtil videre har alene 30 kvinder taget imod tilbuddet, skriver The Guardian.

Universitetshospitalet i Graz har i retten udtrykt, at man påtænker at anke rettens afgørelse.

40 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere