Hospital slår alarm: Mange forgiftet under Distortion

Bispebjerg Hospital har øget bemandingen under Distortion. Op til 400 behandles hvert døgn på akutmodtagelsen. Mange med forgiftningssymptomer efter indtagelse af MDMA eller Fantasy

Er Distortion et generelt problem? Sådan oplevede Rachel Ellebye det i hvert fald. Vores gæster tager diskussionen her. Producer: Martin Lorentsen

Distortion sender dagligt hundredvis af unge på skadestuen på Bispebjerg Hospital.

Det fortæller ledende oversygeplejerske Charlotte Rahbek. Hun har på grund af presset på akutmodtagelsen øget bemandingen. I døgnets 24 timer er to ekstra læger og to ekstra sygeplejersker på vagt, fortæller hun, til at forsøge at klare efterspørgslen efter lægehjælp.

Og den er stor, fortæller hun, i de tre dage, gadefesten Distortion varer.

100.000 unge fester hver aften indtil på fredag.

- Det svarer til nytårsaften, hvor vi behandler op til 400 patienter. Her er der så tale om tre dage i træk, siger Charlotte Rahbek til Ekstra Bladet.

Tæt på dødsfald
Ifølge Charlotte Rahbek ankommer nogle unge i ambulance til hospitalet med forgiftningssymptomer. Typisk efter indtagelse af en kombination af alkohol og MDMA eller fantasy, som i sig selv er en rigtig farlig cocktail.

- De kommer ind med ambulance. Nogle er bevidstløse og kan ikke trække deres vejr. Andre er ude af deres egen krop og reagerer meget udavendt. Heldigvis er der ikke sket nogen dødsfald endnu. Men det har været tæt på, siger Charlotte Rahbek videre.

Mange, som bliver kørt med ambulance til Bispebjerg Hospital, har symptomer på forgiftning. Foto: Anthon Unger
Mange, som bliver kørt med ambulance til Bispebjerg Hospital, har symptomer på forgiftning. Foto: Anthon Unger

Charlotte Rahbek er af den opfattelse, at de unge slet ikke er klar over, hvor farlige de stoffer er, som de indtager.

- De er ikke opmærksomme på, at mange piller kan indeholde andre stoffer end præcis dem, de går efter.

Opfordrer til at drikke vand
Rahbek fortæller, at det typisk er overophedning, bevidstløshed og vejrtrækningsproblemer, nyresvigt eller indre blødninger, som er årsag til, at man kan dø af stofferne. Netop i år, hvor det er ekstra varmt, opfordrer hun de unge til at drikke ekstra meget vand, så de reducerer muligheden for, at kroppen overophedes.

- Grunden til, at man kan dø af MDMA, er, at der kan ske en ukontrolleret stigning i kropstemperaturen. MDMA kan også give blodpropper og indre blødninger.

- Vi får rigtig mange unge ind, som er meget, meget dårlige. Derfor er det også vigtigt at gøre opmærksom på, at de unge skal passe på sig selv og hinanden. De unge er ude i solen, og de drikker øl. Det er i sig selv ikke sundt. De mister væske. Kombineret med en fest og stoffer i mange timer bliver det hele meget værre, siger hun.

Det er ikke alene unge i alderen 15-25, som behandles for forgiftningssymptomer. Charlotte Rahbek fortæller, at der også er en del i 30'erne.

Ud over forgiftningssymptomer behandler lægerne på Bispebjerg Hospital også en del unge, som har skåret sig, eller som har brækket lemmer.

104 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere