Hospitalsfejl: 'Goddag, din far har været erklæret død'

Linda Nicolajsens far var erklæret død i 11 dage, men det fik hun ikke noget at vide om før de 11 dage var gået - og faren var ikke død

Ved en fejl blev Linda Nicolaisens far Harry erklæret død. Det nåede han at være i over en uge, før nogen opdagede fejlen. (Foto: Jan Unger)
Ved en fejl blev Linda Nicolaisens far Harry erklæret død. Det nåede han at være i over en uge, før nogen opdagede fejlen. (Foto: Jan Unger)

'Goddag, det er fra Hvidovre Hospital. Jeg vil gerne fortælle dig, at din far har været erklæret død siden 18/4. Men det er en fejl finder vi ud af.'

Den besked fik 53-årige Linda Nicolajsen fra Kastrup i går, onsdag, over telefonen, da hun var i Fakta for at handle ind.

Det var en lægesekretær fra Hvidovre Hospital, der overbragte hende meddelelsen, 11 dage efter fejlen var sket.

- Jeg blev jo meget forvirret, for jeg regnede jo ikke med at høre noget fra nogle hospitaler eller noget. Jeg blev meget frustreret, hvad er det der sker altså?, lyder det fra Linda Nicolajsen.

Hendes 77-årige far lever på trods af et tidligere hospitalsophold heldigvis stadigvæk, og derfor var det en noget besynderlig meddelelse at få serveret i Fakta.

Konto var lukket
Linda Nicolajsens lillebror oplevede også noget besynderligt, dagen før Linda Nicolajsen blev kontaktet af hospitalet.

- Min lillebror gik ned i banken, fordi han kører min fars økonomi. Og der får han at vide, at min fars konto er lukket. Og så ringer min lillebror ud til Hvidovre Hospital og siger, hvad er det, der sker?, siger Linda Nicolajsen.

Lillebroren kontaktede Hvidovre Hospital, og her fik han at vide, at faren var erklæret død, men det var en fejltagelse.

- Og det er først i dag, (onsdag, red.), at jeg bliver kontaktet på telefonen. Der er ikke nogen, der kontakter os overhovedet. Min lillebror kontakter selv Hvidovre Hospital på grund af, at min fars konto er blevet lukket i Danske Bank, siger Linda Nicolajsen.

Masser af bøvl
Men selv om faderen ikke er død, har fejlen, ud over chokket, kostet familien en masse bøvl.

- Jeg finder ud af, at nu ligger der et kæmpe arbejde lige pludselig. Fordi hvis manden har været 'død', jamen så går alting jo i stå, siger Linda Nicolajsen.

- Så jeg har både måttet kontakte udbetaling Danmark omkring hans økonomi, omkring hans boligsikring og folkeregisteret i Hvidovre Kommune, for at være sikker på, at de har rettet op på fejlen, så de ved, han er i live i dag, lyder det fra Linda Nicolajsen.

Både hans konto i Danske Bank, og alt har været lukket, forklarer hun.

Hvidovre Hopsital: Det sker for tit
Vicedirektør på Hvidovre Hopsital, Torben Mogensen, beklager sagen over for Ekstra Bladet.

- Det er sket en tastefejl. Vi har så mange IT-systemer efterhånden, og der skal tastes så meget, og så sker der det, at man kommer til at taste et forkert cpr-nummer ind.

- Nu var der gået 11 dage, før familien opdagede fejlen. Er det ikke noget, I selv opdager?

- Nej, normalt ikke, for vi får ikke nogen advarsler. For selvom det har mange konsekvenser så som lukkede bankkonti, så opdager vi det overhovedet ikke, med mindre der er nogen, der retter henvendelse til os.

Grethe Jensen kom til Hvidovre Hospital med en brækket arm, men en læge erklærede hende død ved en fejl. (Foto: Jan Sommer) Vagthund Grete brækkede armen og blev erklæret død

- I havde en lignende sag så sent som i december måned. Sker det ikke for tit?

- Jo, men der må være noget galt med systemerne. Så vi bliver nødt til at kigge på, om vi kan gøre systemerne mere sikre, for når det sker flere gange, så tyder det jo på, at der er noget galt med systemerne. Men det er klart, at vi bliver nødt til at se, hvordan samspillet er mellem vores it-systemer og se på, hvad man kan gøre ved brugerfladen, så vores personale ikke tager fejl.

- Er det noget, du personligt vil tage op for at komme det til livs?

- Det vil vi prøve på. Jeg kender ikke den konkrete sag, men vi talte om det tilbage i december, men der tænkte vi, at det var en enlig svale. Når når det sker flere gange, så må vi jo virkelig se på, hvad vi kan gøre for at lave vores it-systemer bedre, så det er noget, jeg vil snakke med vores it-afdeling om.

- Som du selv nævnte får man jo en del administrativt bøvl med blandt andet lukkede bankkonti i forbindelse med sådan en sag. Gør I noget for at hjælpe familien i sådan en sag?

- Vi gør alt, hvad vi kan. Men der er desværre rigtig mange ting, vi ikke kan, fordi man skal gøre det personligt. Men der burde være en knap, der gør, at man fortryder handlingen, men det har vi ikke mulighed for i øjeblikket. Vi kan ikke åbne konti op eller andre ting, der kræver personlig henvendelse, men vi prøver at vejlede, så godt vi kan. Men det er jo desværre meget ubelejligt for dem, der bliver ramt af det.

Han fortæller, at Hvidovre Hospital nu vil finde ud af, hvad der er sket, og så tage kontakt til familien.

29 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere