Hospitalsfyringer i hovedstaden

Der er varslet fyringsrunde i Region Hovedstaden, hvilket kommer til at gå ud over ansatte på regionens hospitaler

Der svinges med sparekniven i Region Hovedstaden. Foto: Ivan Boll
Der svinges med sparekniven i Region Hovedstaden. Foto: Ivan Boll

Hospitalsansatte i Region Hovedstaden har god grund til at frygte lidt ekstra for fremtiden. Der er nemlig varslet fyringsrunde.

- For at leve op til besparelseskravene i 2019 og 2020 er det nødvendigt at foretage reduktioner på drifts- og teknikområdet med henblik på at opnå en besparelse på 25-30 årsværk, skriver Region Hovedstaden i en mail til Ekstra Bladet.

Nærmere betegnet drejer det sig om afdelingen Center for Ejendomme, som skal bidrage med en besparelse på 15 millioner kroner fra 2020.

Center for Ejendomme står for at skabe, drive og optimere de fysiske rammer for Region Hovedstadens hospitaler.

Ud over Rigshospitalet drejer det sig således om Amager Hospital, Bispebjerg Hospital, Bornholms Hospital, Frederiksberg Hospital, Gentofte Hospital, Herlev Hospital, Hvidovre Hospital, Nordsjællands Hospital, Region Hovedstadens Psykiatri og Steno Diabetes Center.

Det er usagt, hvor mange årsværk der bliver afskediget hvor.

Region Hovedstaden gør dog sit for at nedtone betydningen af fyringsrunden mest muligt.

- Reduktionerne kan få konsekvenser for løsningen af nogle opgaver, der ikke er kritiske for hospitalsdriften. Det kan fx komme til at betyde, at der i forhold til ikke-kritiske reparationer vil blive længere tid til klarmelding, men Center for Ejendomme vil tilrettelægge opgaveløsningen, så generne bliver mindst mulige, skriver den videre.

'Folk er bange'
En ansat hos Center for Ejendomme fortæller til Ekstra Bladet, at der på afdelingen er optræk til et begyndende dårligt arbejdsklima.

- Folk er bange, hvilket giver sig til udtryk i, at folk er begyndt at stikke hinanden for at overleve, fortæller den ansatte, som af hensyn til situationen ønsker at være anonym.

Ifølge den ansatte kan ingen vide sig sikre.

- Jeg tror, at jeg bliver fyret. Alle er i spil - fra top til bund, lyder det videre.

Den ansatte påpeger desuden, at folkene i afdelingen i forvejen er overbebyrdet med arbejdsopgaver, hvorfor en reduktion på 25-30 årsværk er svær at overskue.

Ifølge den ansatte kommer fyringsrunden ikke til at gå ud over serviceniveauet. Borgerne vil således ikke blive påvirket.

De ansatte får efter sigende besked på, om de er købt eller solgt tirsdag 2. april.

169 kommentarer
Vis kommentarer