Tre dage før alle landets plejehjemsbeboere var blevet vaccineret første gang, hoppede tre direktører fra Herlev og Gentofte Hospital, der deler direktion, foran i vaccinekøen.
Det gjorde de foran andre kontoransatte, og selvom de ikke er frontpersonale.
Det samme har tre psykiatrichefer i Region Hovedstaden gjort, og det får nu regionens direktør til at gå ind i sagen.
'Jeg ville ønske, at vi havde vacciner til alle, så vi ikke havde denne debat om kø, men der skal ikke være tvivl om, at vi skal følge retningslinjerne,' skriver regionsdirektør Jens Gordon Clausen i et svar til Ekstra Bladet.
'Vi har åbenbart ikke været tydelige nok om implikationerne af denne linje hele vejen rundt. De eneste ledere, der kan komme i betragtning til vacciner nu, er dem, der er klinisk aktive. De skal selvfølgelig vaccineres på lige fod med andet frontpersonale.'
Forarget: Direktører kom foran i vaccine-køen
Borgere over 85 år må vente på vaccinestik
Seks direktører og ledere vaccineret
Direktionen i Region Hovedstadens Psykiatri vurderer også selv, at de tre psykiatrichefer ikke skulle have været vaccineret.
'Ved den overordnede prioritering af vaccinerne til Region Hovedstadens Psykiatri, prioriterede direktionen i første omgang hospitalets kriseledelse. Det var imidlertid ikke rigtigt i den konkrete situation.'
'Derfor ændrede direktionen beslutningen om formiddagen på den første vaccinationsdag. På det tidspunkt var tre centerchefer uden klinisk kontakt blevet vaccineret,' skriver direktionen i et skriftligt svar til Ekstra Bladet.
På Herlev og Gentofte Hospital blev tre direktører uden klinisk kontakt vaccineret, fordi der angiveligt var opblandede doser i overskud, der skulle bruges inden for kort tid.
'Beslutningen om at vaccinere tre direktører inklusive mig selv blev taget på dagen d. 5. januar - og meget hurtigt,' skriver Steen Werner Hansen, der er konstitueret hospitalsdirektør, i et svar til Ekstra Bladet.
Beklager over for medarbejdere
Men den undskyldning har flere medarbejdere ikke godtaget. Flere har anonymt henvendt sig til Ekstra Bladet, fordi de er forargede over, at direktionen har valgt at hoppe foran.
Til det svarer hospitalsdirektøren:
'Vi er opmærksomme på, at ikke alle er enige i at vi tog denne beslutning, hvilket vi beklager, men vores fokus var først og fremmest på som kriseledelse at ruste os til en kommende krisesituation af endnu større omfang,' skriver Steen Werner Hansen, der er konstitueret direktør på Herlev og Gentofte Hospital.'