Hotdog-kongen Michael: Min kone får et forspring

Pølsemand fra Vejle vinder DM i at spise hotdogs på tid. Og han har flere vilde ædegilderekorder bag sig

Se vinderen i aktion her. Video: René Schütze

Man kan blive Danmarksmester i mange ting, men når man praktisk talt er vokset op på en grillbar, er det meget nærliggende at gå efter DM i hotdogspisning.

Det kan Mikael Berg Larsen, 33, fra Vejle skrive under på. Fredag kværnede han nemlig 27 hotdogs på et kvarter, og det sikrede ham titlen som Danmarksmester i hotdogspisning.

Mikael Berg Larsen vandt ikke kun æren, men også et rejsegavekort på 20.000 kroner som skal deles med konen. Foto: René Schütze
Mikael Berg Larsen vandt ikke kun æren, men også et rejsegavekort på 20.000 kroner som skal deles med konen. Foto: René Schütze
 

Mikael kommer nemlig fra en sand fast food-familie, hvor både mor og farmor har været i grillbar-branchen i mange, mange år. Og for det ikke skal være løgn, arbejder han i dag selv som pølsemand.

Men selvom man er en sand hotdogekspert, er intet sikret på forhånd, og Mikael fik da også kamp til stregen til årets finale, der blev afholdt fredag aften på Gammeltorv i Aalborg.

Tæt løb mellem tre grovædere
Da der var gået et kvarter, var han ikke den eneste, der havde fået lige præcis 27 hottere indenbords. Det havde to andre grovædere også.

Derfor måtte der fintælling til, og den af de tre, der havde spist sine første ti hotdogs hurtigt, vandt finalen. Og mens Mikael åbnede en congobajer i ventetiden, stod  det pludseligt klart, at han havde vundet.

Det er dog ikke første gang den 33-årige pølsemand smager sejren. Bare ikke lige ved DM i hotdogs.

Derimod blev han sidste år både danmarksmester i pandekagespisning og i at spise stegt flæsk.

Trapper ned med en hotdog
Få minutter efter, at den sidste bid var klemt ned, mødte Ekstra Bladets udsendte den nyslåede mester på scenen, og kunne konstatere, at han havde noget svedige håndflader.

- Hvordan mærker du det ellers i kroppen?

- Det er en blanding af svedige og klistrede håndflader, og maven der begynder at mærke de 27 hotdogs.

- Cykelryttere sætter sig lige op på motionscyklen og triller af efter en etape. Hvad gør du?

- Det er nok noget med at man trapper ned med en hotdog stille og roligt og lige finder rytmen igen og mærker efter. Og så en kakaomælk.

Bare ned med det! Foto: René Schütze
Bare ned med det! Foto: René Schütze
 

- Og hvad med toiletbesøg, er det presserende?

- Ikke lige pt, men det kan være, at det kommer senere. Med risiko for at lyde, øh, ja...

- Nogle gange har man set i konkurrencen at det er kommet den anden vej op undervejs. Hvordan styrede du det?

- Det ved jeg ikke. Viljestyrke. Men de smager jo meget godt, så det er ikke deri problemet som sådan ligger.

Talent for at spise hurtigt
- Hvad er så det sværeste?

- Det sværeste er mængden af det, og at holde rytmen. Og samtidig alle de mennesker her. Det er jo mange mennesker, hvis man har lidt sceneskræk, så er det nok ikke lige det rigtige sted.

- Var det derfor, du stod og lukkede øjnene lidt undervejs?

- Nej, det er et spørgsmål om lige at finde zonen og rytmen, og komme af sted, så man lige er inde i sig selv lidt. Det er nok mere det.

- Hvad får en mand til at stille sig op på en scene og spise så mange hotdogts foran så mange mennesker?

- Jeg er jo godt klar over, det er lidt absurd. Men alle mennesker har jo nogle talenter, og mit talent er så at kunne spise meget mad på kort tid. Og når der så samtidig er 20.000 kroner til vinderen - og æren. Ved du hvad, den ligger lige til højrebenet.

- De 20.000, skal de deles med nogen?

- Det kunne godt være, at de bliver delt med familien derhjemme. Både konen og datteren på 14 måneder.

Tålmodig kone
- Har de måttet ligge hjem til nogle ting her i opvarmningsfasen?

- Ja, der er ingen tvivl om, at jeg har en meget tålmodig kone. Hun giver mig pladsen til at kunne gøre de her ting, som jeg gør den ene gang om året, hvor det for alvor går løs. Og det er jo fantastisk, så tak for det, skat!

- Hvad med grillaftener derhjemme - får hun også lov at få lidt at spise?

- Ja, ja, hun får et forspring på et par minutter, så det er okay.

Der var tæt løb til årets DM i hotdogspisning. Foto: René Schütze
Der var tæt løb til årets DM i hotdogspisning. Foto: René Schütze
 

- Hvordan har du trænet?

- Masser af mad. Et par buffetrestauranter, der er blevet besøgt, hvor jeg har fået fuld værdi for pengene, som man siger. Og så ellers bare noget godt at spise helt generelt, og så et par tekniktræninger med hotdogs for at finde den rigtige teknik.

- Hvis du her til sidst skulle give et godt råd, hvis nu man har fået mod på at spise rigtigt mange hotdogs her i sommerperioden, hvad er det?

- Tænk lige efter en ekstra gang, og så ellers bare sørg for at nyde dem.

DM i hotdogspisning

Ti finalister skal spise alle de hotdogs de kan på 15 minutter

En hotdog vejer 90 gram og har to striber ketchup, sennep eller remoulade og en gang løg efter eget valg

Hvis man brækker sig, er man ude

Finalisterne har kvalificeret sig forskellige steder i landet

Aalborg Fodbolddommerklub dømmer finalen

Vinderen får et rejsegavekort på 20.000 kroner

42 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere