Hunde nægter at forlade døende baby

Den lille pige Nora er blevet holdt kunstigt i live - men hun står ikke til at redde

En af familiens hunde passer på Nora i den sidste tid (Foto: Privat)
En af familiens hunde passer på Nora i den sidste tid (Foto: Privat)

Den knap seks måneder gamle pige Nora Hall har ligget i koma i knap en måned, efter at hun pludseligt fik et 'massivt slagtilfælde'.

Hendes forældre Mary og John har nu taget beslutningen om at slukke for hendes respirator, da hun efter deres udsagn aldrig vil komme sig.

Det skriver The Telegraph.

I mens Nora har været indlagt, har hendes forældres to basset-hunde trofast ligget ved hendes side.

Ifølge avisen har pigens mor, Mary Hall, forklaret på Facebook, at hospitalet i Minneapolis lod familien beholde hundene på stuen.

- De lod os have vores bassethunde her de sidste par dage fordi de er så knyttede til hende, lyder det fra moderen.

Kan ikke trække vejret
På Facebook-siden 'Nora Hall, Miracle Baby' fortæller forældrene om, hvordan deres datter Nora pludseligt fik et alvorligt slagtilfælde tilbage i starten af april.

Slagtilfældet har betydet, at Noras hjerne og nervesystem har lidt store skader, og hendes hjerne har ikke kunne modtage ilt ordentligt og er derfor skrumpet.

Ifølge forældrene er skaderne så store på Noras hjerne, at hun ikke kan komme sig.

- Hendes hjerne er så skadet at den ikke engang kan fortælle hendes krop hvordan man trækker vejret mere, lyder det i opslaget.

Fuldstændigt knuste
Forældrene har løbende skrevet om hendes tilstand på Facebook, men skrev for nyligt i et opslag, at de ville slukke for respiratoren i går mandag. Om det er sket, har familien endnu hverken be- eller afkræftet.

- Vores hjerter er fuldstændigt knuste. Vores verden er faldet sammen. Vi er ødelagte og har ondt af vores lille pige. Vi prøvede virkelig at redde hende, men det var bare ikke meningen, skriver forældrene.

42 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere