Hundefoder skulle hjælpe syge Mocha: Akut hjertestop

Høje doser af D-vitamin kan være yderst skadeligt for hunde

Modelbillede. Foto: www.colourbox.dk
Modelbillede. Foto: www.colourbox.dk

Diarré. Vægttab. Akut hjertestop.

Det er, hvad flere hundeejere oplevede, da de fodrede deres hunde med produkter fra virksomheden Hill’s Pet Nutrition.

Det skriver The Washington Post tirsdag.

Laura Freemans fire-årige hund, Mocha, blev diagnostiseret med gastroenteritis (betændelse i mave-tarmkanalens slimhinder, red) tilbage i oktober 2018. Ejeren ledte med lys og lygte efter en løsning på sin hunds problem, som dagligt kastede op og havde svært ved at spise.

Efter en konsultation hos dyrlægen blev Laura ordineret en særlig type hundemad på dåse fra Hill’s Pet Nutrition, som skulle hjælpe stakkels Mocha med fordøjelsen.

Men det gjorde det ikke.

Se også: Rubys tragiske død: Det må du ALDRIG give din hund

Mocha blev meget sløv, kastede mere op og fik voldsom diarré.

9. november 2018 kollapsede Lauras hund og døde af akut hjertestop. Dyrlægen kunne ikke finde årsagen til den pludselige død. Men Laura lærte senere, at det var hundemaden fra dåsen, som var årsagen.

- Foderet skulle hjælpe hunde. Det var meget dyrt, men jeg var villig til at betale, så min hund kunne få det bedre, siger Laura Freeman til mediet.

31. januar meddelte Hill’s Pet Nutrition på deres Facebook-side, at de tilbagekaldte flere af deres produkter, da nogle af dem indeholdte for meget D-vitamin, som kan være meget farligt for dyr

I en mail til Ekstra Bladet skriver Chelina Klehr, dyrlæge ved Hill's Pet Nutrition Denmark, at de gør alt for at hjælpe hunde og katte med at opnå et langt og sundt liv.

'Som dyreejere forstår vi bekymringen forbundet med at have et sygt dyr, og vi behandler hver eneste henvendelse med den omsorg og forståelse, som forventes af os. Den frivillige tilbagekaldelse af vådfoder i Danmark er begrænset til ét produkt - nemlig z/d vådfoder til hund'.

'Vi har identificeret og isoleret årsagen til dette problem, hvilket viser sig at være begrænset til et vitamin præmix, tilvirket af en af vores leverandører i USA. For at forhindre, at dette sker igen, beder vi nu den pågældende leverandør om at udføre yderligere kvalitetstest på hvert batch der leveres til Hill’s', skriver hun blandt andet i mailen.

Nu har virksomheden indført ekstra sikkerhedskontrol.

Vær opmærksom på hvordan din hund reagerer på dens foder. Foto: www.colouxbox.dk
Vær opmærksom på hvordan din hund reagerer på dens foder. Foto: www.colouxbox.dk
 

Ekstra Bladet har talt med Charlotte Bjørnvad, som er professor i intern medicin for familiedyr ved Københavns Universitet, hvorfor for meget D-vitamin kan være skadeligt for hunde.

- Vitamin D er et fedtopløseligt vitamin, så det er noget, som ophobes over tid i kroppen. Der findes nogle helt faste standarder for hvor meget vitamin D, der må være i hundefoder.

- Hunde kan ikke leve uden vitamin D. Det er et livsvigtigt vitamin for både hunde og katte. Men de kan ikke, ligesom mennesker, producere vitaminet i huden. Hunde og katte skal have det igennem føden.

- Grunden til at vitamin D er vigtigt, er, at det kontrollerer vores kalciumbalance. Kalcium sørger for, at vi har stærke knogler og at celle- og nerve kommunikation fungerer.

- Hvis man får for meget vitamin D, så får man forhøjet kalcium i blodet. Det kan medføre akut nyresvigt og dermed død.

- Vitamin D bliver også brugt som rottegift. Her forårsager de høje doser af vitaminet netop død

- Hunde, der får for meget D-vitamin, vil kaste op, drikke mere vand og spise mindre. Hvis man oplever disse tegn hos sin hund, skal man opsøge dyrlæge med det samme og meget gerne medbringe navn på eller posen med hundefoderet, hvis der er mistanke om, at det kan komme derfra

Ifølge professoren har man ikke haft lignende sager i Danmark.

28 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere