Hunden Churchill reddede sin nabo efter motorcykelulykke: Nu er den kåret til årets dyrehelt

Churchill reddede sin nabo, der havde brækket hoften og lårbensknoglen. Nu bliver hunden hyldet som helt

Churchill på halvandet år vandt tidligere i oktober titlen som årets regionale dyrehelt. I dag er han kåret som Danmarks Dyrehelt 2019. Foto: Agria Dyreforsikring
Churchill på halvandet år vandt tidligere i oktober titlen som årets regionale dyrehelt. I dag er han kåret som Danmarks Dyrehelt 2019. Foto: Agria Dyreforsikring

Churchill, en halvandet år gammel engelsk bulldog fra Videbæk i Jylland, bruger meget af sin tid på at ligge i familiens vindueskarm, hvor han har en god udsigt over begivenhederne ude på villavejene.

Det gjorde han også en dag, hvor familiens nye nabo, hvis hus ligger omkring 100 meter væk, var i gang med at bakse rundt med to motorcykler i sin indkørsel.

Pludselig begyndte Churchill at gø og løbe frem og tilbage mellem vinduet og sine ejere, Mette og Henrik Fomsgaard.

- Han blev virkelig urolig, og først var vi sådan, 'hold dog op'. Men han insisterede, og begyndte ligesom at prikke til min mands ben, fortæller Mette Fomsgaard til Ekstra Bladet.

Brækket hofte og lårbensknogle
De to hundeejere gik hen til vinduet for at se, om hunden måske havde fået øje på noget. Men de kunne ikke se andet end deres nye nabo, der lå på vejen ved siden af sin bil. De syntes bare, det lignede, han bare var i gang med at reparere bilen. Men de undrede sig over, at Churchill blev ved med at opføre sig mærkværdigt, og til sidst besluttede Henrik Fomsgaard sig for at gå hen og se til naboen.

Churchill på sin foretrukne plads i vindueskarmen. Det var herfra, han fik øje på sin nabo, der kom slemt til skade i sin indkørsel. Foto: Agria Dyreforsikring
Churchill på sin foretrukne plads i vindueskarmen. Det var herfra, han fik øje på sin nabo, der kom slemt til skade i sin indkørsel. Foto: Agria Dyreforsikring

Udsigten til naboen var delvist skjult af både bilen og en lille plads med et mindesmærke, der ligger mellem husene. Så Mette Fomsgaard er dybt forundret over, at Churchill kunne vide, der var noget helt, helt galt.

Naboen havde været i gang med at flytte to motorcykler ned fra en trailer. Men én af dem var væltet ned over ham og havde forårsaget en fraktur i hoften og en brækket lårbensknogle. Da Henrik Fomsgaard kom derhen, lå naboen på jorden og kæmpede for at kravle hen til sin mobiltelefon, der lå inde i bilen.

Kåret som helt
Der blev straks ringet efter en ambulance, og da naboen blev udskrevet igen, kom han forbi familien Fomsgaard med rødvin og kødben.

Siden besluttede Mette Fomsberg sig for at melde sin halvandet år gamle engelske bulldog til konkurrencen Danmarks Dyrehelt, der hvert år afholdes af Agria Dyreforsikring. I begyndelsen af oktober blev han den første af tre regionale vindere, og i dag klokken 14 er han blevet kåret som Danmarks Dyrehelt 2019.

I dommerpanelet sidder blandt andet dyreelsker og tv-vært Puk Elgård, der allerede ved de regionale kåringer havde Churchill som favorit.

- Churchill er nummer et hos mig. Og førstepladsen går både til hund og ejer. Hvis vi lærer at betragte vores dyr, fortæller de os meget. Ind i mellem gør de bare af en cykel, der står parkeret et sted, hvor den ikke bør stå, men mine hunde har også fortalt mig, hvis der står folk i mørket i skoven, siger Puk Elgård i en pressemeddelelse.

Mette Fomsgaard, der sammen med sin mand og Churchill i dag er kommet hele vejen fra Videbæk til Solrød Strand for at modtage den fornemme pris, er helt enig med tv-værten.

- Man kan virkelig lære af de her historier, at der ofte er mere i det, vores dyr prøver at sige. Måske skal vi være bedre til at høre efter og ikke sige 'hold dog op', som vi jo først gjorde. Som mennesker kan vi måske også blive bedre til at have mere rene hjerter ligesom dyrene, siger den stolte hundeejer til Ekstra Bladet.

Hovedpræmien, der lyder på 20.000 kroner, har Henrik og Mette Fomsgaard besluttet sig for at donere til dyrevelgørenheden genbrugshund.dk i Videbæk, der formidler nye hjem til hjemløse hunde.

11 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere