Annoncørbetalt - Bumblebee

Husker du dem? 80'ernes sejeste legetøj

Selv om mange unge i dag bedst kender Transformers fra film, så var det på børneværelset at det hele begyndte

Figuren Bumblebee kan forvandle sig en VW bobbel. Foto fra filmen Bumblebee
Figuren Bumblebee kan forvandle sig en VW bobbel. Foto fra filmen Bumblebee

Der skete mange ting i 1984.

Bruce Sprinsteen udgav Born in the USA, Apple lancerede deres Macintosh, Ronald Reagan vandt valget i USA og Simon Spies sagde farvel til et farverigt liv. Men for børnene skete den måske største begivenhed det år i legetøjsbutikken.

Det var nemlig i 1984, at en hel generation af børn lærte navnene Bumblebee, Brawn og Megatron at kende.

De seje Transformers kom det år på hylderne i legetøjsbutikker, og fandt hurtigt vej til børneværelser over hele verden - også i Danmark.

Siden dengang er Transformers også blevet til en række populære film, hvor legetøjsuniverset fra børneværelset er blevet omsat til det store lærrede.

Figuren Bumblebee er blandt de oprindelige Transformers fra 1984. Foto fra filmen Bumblebee
Figuren Bumblebee er blandt de oprindelige Transformers fra 1984. Foto fra filmen Bumblebee

Opfundet i Japan
Men det hele begyndte faktisk i Japan, hvor lokale legetøjsfabrikanter i begyndelsen af firserne producerede en række nye plastikfigurer ved navn Diaclone og Microman, der ved hjælp af bøjelige dele kunne ændre form og blive til biler.

Den opfindelse var der mulighederne i, og i 1984 købte det store amerikanske legetøjsfirma Hasbro rettighederne til at markedsføre legetøjet på det amerikanske marked under navnet Transformers. Og det var store sager.

Ifølge legetøjsekspert Christopher Leo Andersen, der er tilknyttet Troldspejlet, var netop 1980'erne højborgen for plastik- og aktionfigurer.

- 80'erne var den allerbedste tid i historien at være barn, hvis man var vild med actionfigurer, robotter og det ydre rum. Det var længe inden Ipads, og en tid, hvor de gode og de onde actionfigurer boede på ens værelse, fortæller han med henvisning til, at actionfigurerne altid var opdelt i enten helte eller skurke.

Her kan du se trailer til den nye Transformers-film Bumblebee. Artiklen fortsætter under videoen
 

Unikke evner
Da Transformers kom frem i 1984, var det lige efter den sidste Star Wars film havde haft premiere, og de sci-fi interesserede børn manglede noget nyt at kaste sig over. I forvejen havde man GI Joe og He-Man, men Transformers kunne noget helt særligt, der slog benene væk under en hel generation af børn. De kunne transformere sig fra et stykke legetøj til et andet.

- Det helt unikke ved Transformers var magien i, at du fik ét stykke legetøj, der faktisk kunne blive til to forskellige slags legetøj. Når du havde leget med den ene version noget tid, kunne du forvandle den til en bil eller et fly, som du så kunne lege videre med. Og selve forvandlingen var også en leg eller udfordring i sig selv, for nogle af dem var ganske indviklede at forandre, så der var noget ingeniør-agtigt over det, som man kunne bruge lang tid på at nørkle med, fortæller legetøjseksperten.

De gode og de onde Transformer

Autobots er de gode - de kan laves om til biler som eksempelvis bumblebee, der bliver til en gul folkevogn, mens de onde decepticons kan laves om til fly eller våben. Megatron, de ondes leder, kunne eksempelvis laves om til Walther P38 pistol i den oprindelige udgave fra midt 80'erne.

Det var dengang helt nyt, at legetøj kunne laves om til biler eller våben, og med den forhistorie til figurerne, som producenten havde skabt sammen med Marvel, var der lagt i ovnen til et meget populært legetøj.

Samtidigt kunne man også fra midt-firserne i tv følge Transformernes eventyr, hvor den første serie af tegnefilm med de populære figurer blev sendt. Serien var produceret af blandt andre Marvel, og handlede om de episke kampe mellem de store robotter.

Transformers udkom også som tegneserie fra midt-firserne, og det var naturligvis Marvel, der stod bag. Her kunne man læse, at Transformerne ankom til jorden for ca. fire millioner år siden, men havde ligget i dvale indtil 1984, hvor de blev reaktiveret af rumskibets computer.

Computeren om bord på rumskibet var indstillet til at få Transformerne til ligne jordens befolkning - altså os mennesker - men den troede ved en fejl, at det var bilerne og flyvemaskinerne, der var jordens beboere, hvorfor Transformers altså kan laves om til køretøjer og fly. 


Så mens den kolde krig optog forældrene i tv-avisen, Spielbergs film trak de unge i biograferne, så var det for børnene Transformers og deres historier, der fyldte på børneværelset. Når man fik en ny transformer, kom den i en æske med informationer om figuren. Her kunne man læse, om det var en autobot eller en decepticon, man havde fået, hvad den hed, et citat fra figuren, samt hvor mange kræfter den havde.

Fik hjælp af Marvel
Hos Hasbro havde man nemlig hurtigt indset, at det var vigtigt med en baggrundshistorie til det nye legetøj, og derfor havde man henvendt sig til det berømte tegneserieforlag Marvel. De tog opgaven på sig og fandt på navne og små baggrundshistorier til de mange figurer -  både de gode autobots og de onde decepticons.

Foto fra filmen Bumblebee
Foto fra filmen Bumblebee

Ifølge Christopher Leo Andersen var det helt afgørende for Transformernes store succes, at firmaet bag havde opbygget ikke bare en forhistorie til figurerne men et helt univers bestående af legetøj, tegneserier og tegnefilm.

Og Transformers var meget populære.

- De var alle steder og nærmest altopslugende. Med Transformers tog man legetøj seriøst, figurerne havde identitet, og man skabte et univers med dybde. Figurerne fandtes ikke bare på børneværelset men også i tegneserier og tegnefilm, hvor man kunne følge kampen mellem de gode og de onde. Det betød, at børnene kunne være i Transformers universet hele tiden, når de både kunne lege, læse og se tegnefilm med de gode og onde Transformers, der konstant var i kamp mod hinanden, fortæller Christopher Leo Andersen.

Transformerlegetøjet findes stadig i dag, og selv om det også gælder for flere af de andre 80'er actionfigurer, så må Transformers siges at have overlevet de andre, i hvert fald som legetøj til børn.

Ifølge Christopher Leo Andersen hænger det sammen med, at Transformers filmene fortsætter med at trække børn og deres forældre i biografen, så historierne om de mægtige robotter lever videre, også uden for børneværelset.

- Selv om Transformers har fået en mindre rolle på børneværelset i Danmark i dag end i 80'erne, så har de fortsat deres popularitet andre steder i verden, særligt i Asien og i USA. Og med de populære Transformersfilm lavet af Michael Bay, kan de nok få endnu en storhedstid på de danske børneværelser, siger han.

Artiklen er sponseret af filmen Bumblebee, der har premiere den 03.01.19

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere