Husker du Dovne Robert? Nu skal han i nyttejob

Robert Nielsen blev kendt som kontanthjælpsmodtageren, der påberåbte sig retten til at sige nej til 'skodjob.' Nu skal 'Dovne Robert' i nyttejob og glæder sig

Foto: Mogens Flindt
Foto: Mogens Flindt

Opdatering: E-huset gør over for Avisen.dk opmærksom på, at en eventuel tilknytning af Robert Nielsen til institutionen pt. ikke er dem bekendt.

Det er nye tider for Danmarks vel nok mest omdiskuterede kontanthjælpsmodtager, Robert Nielsen. Han er på vej i nyttejob på et københavnsk plejehjem.

Det skriver Avisen.dk

'Men hey, måske bliver det sjovt,' skriver Robert Nielsen på sin Facebook-profil.

Robert Nielsen blev landskendt, da det på tv i 2012 kom frem, at han indimellem var 'et dovent svin,' der foretrak at hæve sin kontanthjælp frem for at påtage sig et hvilket som helst job. Han trak overskrifter, da han erklærede, at han ikke skulle nyde noget af et job, der ikke gav mening for ham.

Oprørte politikere stod nærmest i kø for at udtrykke deres forargelse over kontanthjælpmodtageren, der hurtigt fik navnet 'Dovne Robert,' fordi han talte om 'skodjob'.

I dag fastholder den nu 48-årige Robert Nielsen, at der findes 'skodjob,' men han er samtidig klar til at yde sit for den kontanthjælp, han atter modtager. Om kort tid begynder han i nyttejob på plejehjemmet E-huset på Nørrebro i København. Her skal han bistå beboerne, der alle er ældre alkoholikere, med forskellige praktiske gøremål.

- Jeg skal være handyman og skifte el-pærer og skrue løse dørhåndtag fast. Det er den slags arbejde, jeg godt kan lide. Det har jeg ingen moralske skrupler med, fortæller Robert Nielsen om nyttejobbet, der er planlagt med 25 timer om ugen de næste tre måneder.

Med sine meldinger om skodjob kom 'Dovne Robert' til at personificere en ophedet og voldsom debat om kontanthjælpsmodtageres reelle vilje til at arbejde for de offentlige ydelser. Både blandt røde og blå politikere blev han set som manden, der leverede lige præcis de rette argumenter for, at lovgivningen måtte strammes.

Sammen med 'Fattig Carina,' der aldrig stod frem, var han i manges optik med til tydeliggøre nødvendigheden af kontanthjælpsreformen, der trådte i kraft i 2014 og skærpede kravene til de ledige.

- Jeg var ham det dovne svin, der stod frem og sagde, at han ikke ville arbejde. Det passede ind i overklassens fortælling, lyder det, når Robert Nielsen i dag gør status.

 I første omgang blev han ikke selv berørt af de nye regler, som primært var rettet mod unge under 30 år. Den nyvundne kendisfaktor banede i stedet Robert Nielsens vej til TV3s realityshow 'Robinson Ekspeditionen' og til reklamer for kosttilskud.

I 2013 forsøgte han forgæves at blive valgt til Københavns Borgerrepræsentation på sin egen liste. Siden forsøgte han sig som selvstændig gulvsliber, men kunderne var alt for få, og firmaet blev hurtigt lukket ned igen i 2015. Derefter gik turen tilbage til kontanthjælpssystemet og kortvarige løntilskudsjob. Og som noget nyt: Vært på programmet RÅBert på Christiania Radio.

Det er med blandede følelser, at Robert Nielsen ser tilbage på tiden i offentlighedens spotlight. Nøgternt konstaterer han, at han er blevet en række erfaringer rigere.

- Tidligere var jeg en vred ung mand, der var vred på samfundet, men måske er det ikke samfundets skyld det hele, siger Robert Nielsen.

At der findes skodjob, står han dog stadig fast på. Og at det burde være muligt at sige nej til et job, som ikke giver mening for den enkelte, er også fortsat et ufravigeligt standpunkt: 

 - Jeg vil da hellere sidde otte timer på jobcentret hver dag end ved kassen i Netto, erklærer Robert Nielsen.

Om han vil gøre endnu et forsøg på at blive valgt til Borgerrepræsentationen ved efterårets kommunalvalg, er uafklaret. I 2013 stillede han op på listen 'Dovne Robert.'

385 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere