Husker du Isabella: Pinefuld ventetid er slut

Siden januar 2014 har 16-årige Isabella været indlagt på Rigshospitalet. Nu har hun endelig fået nye lunger

Isabella fotograferet 19. april, da hun endelig kunne trække vejret selv igen (Foto: Privat)
Isabella fotograferet 19. april, da hun endelig kunne trække vejret selv igen (Foto: Privat)

Klokken lidt over halv ti om aftenen sidste fredag kom det opkald, som hele familien har ventet på siden maj 2014. Endelig var der et sæt lunger klar til 16-årige Isabella.

- Vi fik at vide, at de lå klar og var blevet set af lægerne. Isabella skulle være klar til operation to timer senere, og klokken syv næste morgen kunne vi se hende på stuen, mens hun lå og sov sødt på Rigshospitalet, siger 16-årige Isabellas mor, Ásthildur Tórisson, til Ekstra Bladet.

- I dag har jeg for første gang selv kunnet trække vejret med mine nye lunger. Det føles, som om der er nogen der puster luft ind i min mund, så det nu er meget nemmere, skrev Isabella i et Facebook-opslag 19. april.

Da Isabella var halvandet år gammel fik hun konstateret cystisk fibrose, som blandt andet gør, at hun har nedsat lungefunktion.

- Det har hun levet med, men for fire til fem år siden fik hun en lungeinfektion, som spredte sig og satte sig kronisk. Den ødelagde hendes lunger, og derfor har hun været indlagt siden januar sidste år, siger moderen.

Skuffet før
Siden indlæggelsen har hele familien boet ved Rigshospitalet i Ronald McDonald Huset.

- Jeg har taget orlov, men min mand har kørt Isabellas lillesøster på ti år i skole hver dag og bagefter taget på arbejde, siger Ásthildur Tórisson.

Sådan har familien levet i over et år. Med et konstant håb om, at et par doner-lunger ville matche Isabella.

- I november fik vi det ventede opkald omkring klokken seks om aftenen. Isabella blev gjort klar til operation med hele molevitten, men klokken et om natten fik vi at vide, at lungerne desværre ikke var brugbare, siger moderen.

Igen kunne den skuffede familie vente i uvished.

- Derfor er vi også meget lettede nu, hvor hun har fået nye lunger. Det har været en hård periode med op- og nedture, men vi har hele tiden holdt håbet højt, og Isabella har klaret det rigtig godt. Personalet har også været en stor hjælp, siger Ásthildur Tórisson. 

Tæt på intensiv
Isabellas mor fortæller, at den 16-årige pige har været utrolig god til at holde humøret højt, selv om det selvfølgelig har været hårdt til tider.

Isabellas familie, der sammen med den 16-årige pige i sengen, venter på organdonation. (Foto: Rasmus Flindt Pedersen) Sundhed - 10. nov. 2014 - kl. 14:03 Desperate forældre: Vi mangler lunger til vores datter

- Hun har ligget i sengen i så lang tid og fået mad intravenøst. Nu skal hun lære at spise og gå igen, og det er dejligt at se, at hun gør fremskridt, selv om hun stadig har store smerter, siger moderen.

Ásthildur Tórisson fortæller, at datteren den sidste måned var begyndt at få det rigtig dårligt.

- Lungerne kom virkelig på et godt tidspunkt. Isabella har den sidste måned fået det værre, og det så ud til, at der ikke var længe igen, inden hun måtte lægges i respirator på intensivafdeling, siger Ásthildur Tórisson.

Isabella lige inden lungetransplantationen sidste fredag. Operationen gik rigtig godt (Foto: Privat)
Isabella lige inden lungetransplantationen sidste fredag. Operationen gik rigtig godt (Foto: Privat)

Så galt skulle det heldigvis ikke gå, og nu ser familien frem til nogle måneders genoptræning.

Se også: Lungesyge Isabella fik besøg af Medina

- Hendes store ønske er at komme til LA og Hollywood. Det taler vi meget om. Hun har været der før, men kunne ikke alle de ting, hun gerne ville, så vi håber, hun kan komme derover igen i fremtiden, siger moderen.

Folk skal tage stilling til organdonation
I august 2013 - fem måneder inden Isabellas lange indlæggelse - oprettede hun en Facebook-side, hvor alle kan følge med i den unge piges sygdomsforløb.

Over 8000 personer følger nu med i Isabellas hverdag og kamp mod cystisk fibrose. Derigennem har både familien og interessegrupper benyttet lejligheden til at udbrede kendskabet til organdonation.

- Hele min familie har taget stilling. Selvfølgelig tænker vi over, at en person har måttet dø, for at Isabella kunne overleve, men personens død har heldigvis ikke været betinget af Isabella, siger Ásthildur Tórisson til Ekstra Bladet.

Det var Isabellas donors familie, som tog stilling for personen.

- Vi er så taknemmelige for, at familien har haft overskud til at tage så hård en beslutning i så svær en tid og så hurtigt. Det kan ikke beskrives. Nu glæder vi os til fremtiden, og Isabella glæder sig til at kunne gå i bad selv, være en ung pige og ja.. bare kunne løbe op ad trapper ligesom alle os andre, siger moderen til den unge pige.

Isabella fik besøg af sit idol Medina i februar (Foto: Privat)
Isabella fik besøg af sit idol Medina i februar (Foto: Privat)

1 af 3 Isabella lige inden lungetransplantationen sidste fredag. Operationen gik rigtig godt (Foto: Privat)
2 af 3 Isabella fik besøg af sit idol Medina i februar (Foto: Privat)
3 af 3 Isabella fotograferet 19. april, da hun endelig kunne trække vejret selv igen (Foto: Privat)
90 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere