Hval strandet i Nordjylland

Hvalen er muligvis blevet påsejlet af et skib

Se video fra stedet her (Video: Lasse Burholt)

Har du billeder af hvalen? Så sende det meget gerne til os på sms 1224 (koster alm. takst) eller på 1224@eb.dk

En hval på omkring 15 meter og 30 ton er strandet på stranden nord for Blokhus i Nordjylland.

Hvalen blev opdaget tirsdag formiddag af en tilfældig forbipasserende, som alarmerede Nordjyllands Politi.

Politiet rekvirerede den lokale strandfoged, som ved middagstid besigtigede hvalen.

- Den ligger en fire-fem meter inde på stranden, fortæller strandfoged Keld Sørensen til Ekstra Bladet.

Strandfogeden oplyser, at hvalen er død.

- Jeg var forbi stranden i aftes, og da var den der ikke, så den må være skyllet op på et tidspunkt i løbet af natten eller morgenen, siger Keld Sørensen.

Han har nu kontaktet Skov- og Naturstyrelsen, som skal stå for at få fjernet hvalen fra stranden.

Det formodes, at det er en finhval, oplyser Museumsinspektør og biolog på Søfarts- og Fiskerimuseet i Esbjerg, Lasse Fast, til Ritzau.

- Der er rimelig enighed om, at det er en finhval, men det man egentligt skal genkende en finhval på, det er, om der er forskel på højre og venstre side af farvetegningen i hovedet, og det har vi ikke kunnet se endnu. Men alt tyder på det er en finhval, siger han.

Sidste gang en hval strandede på den kyststrækning i Nordjylland var i 1945.

Den seneste finhval der strandede i Danmark, var den der døde i Vejle Fjord i 2010. Den viste sig senere at være den ældste obducerede hval i verden med sine 130 til 140 år.

Det er endnu for tidligt at sige, hvordan hvalen kom af dage, men en mulig teori er, at den er blevet påsejlet af et skib.

- Det kan være kollision med et skib. Det sker for eksempel hyppigt i Middelhavet, som er ret befærdet. Men den har ikke været død særlig længe. Den er nok død ude på havet og så er den drevet i land. For en sund og rask hval ville aldrig været strandet der, siger Carl Christian Kinze, der er biolog med speciale i hvaler og redaktør for hvaler.dk, ifølge TV2.

Det er usikkert, hvor obduktionen kommer til at finde sted, men Lasse Fast tror, det kommer til at ske på stranden på grund af hvalens størrelse, og han håber, det kan blive, inden ugen er omme.

Har du billeder af hvalen? Send en mail til 1224@eb.dk eller send en sms til 1224 (koster alm. takst)

1 af 6 (Foto: Torben Pihl)
2 af 6 (Læserfoto)
3 af 6 (Læserfoto)
4 af 6 (Læserfoto)
5 af 6 (Læserfoto)
6 af 6 Skov- og Naturstyrelsen er nu gået i gang med at fjerne hvalen fra stranden ved Blokhus. (Læserfoto)
47 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere