Hvalp storhitter: Vent til den drejer hovedet

Hvalpen Narwhal blev reddet af dyreredningsgruppen Mac The Pitbull og tager lige nu nettet med storm

Der var flere, der ikke helt troede på det, da de første gang så billedet af gadehunden Narwhal (betyder narhval på engelsk, red.) cirkulere på Facebook.

Her var det nemlig tydeligt, at den ti uger gamle hvalp ikke var som de fleste andre hunde.

I panden havde han nemlig en ekstra hale, og det har givet ham kælenavnet 'enhjørningehvalpen'.

Hele hans historie er delt på Facebook-siden Mac The Pitbull, som er en organisation i Missouri, der redder dyr med specielle behov.

Narwhal er hurtigt blevet et hit på nettet. Foto: Mac The Pitbull
Narwhal er hurtigt blevet et hit på nettet. Foto: Mac The Pitbull

- Vi er åndssvagt glade over det, fortæller Rochelle Steffen, der er har skabt organisationen, til Washington Post.

Hun leder sammen med sin gruppe stedet, hvor de tager sig af hunde, der har brug for ekstra hjælp, fordi hundene kan være født med defekter. De redder også hunde, der ville være blevet aflivet, og finder dem et hjem.

Hvalpen, der er blevet kaldt Narwhal, fordi han har den ekstra hale i hovedet, er et klassisk eksempel på den slags hunde, de redder.

Narwhal blev fundet på gaden sammen med en ældre hund, som organisationen formoder er hans far.

Efter undersøgelser af hvalpen har det vist sig, at halen i panden ikke har knogler i sig, og dyrlægen, der har undersøgt Narwhal, fortæller, at halen i panden ikke kommer til at påvirke hvalpens sundhed, og der derfor ikke er nogen grund til at fjerne den.

Det er dog kommet frem, at halen i hovedet ikke kan logre.

- Denne her hvalp kunne ikke være gladere, fortæller dyrlæge Brian Heuring til Washington Post, efter han havde undersøgt den.

Det er endnu ikke helt sikkert, hvad der har skabt halen i panden. Foto: Mac The Pitbull
Det er endnu ikke helt sikkert, hvad der har skabt halen i panden. Foto: Mac The Pitbull

Han er dog ikke sikker på, hvad der har skabt deformiteten i hundens pande. Teorien går dog på, at hvalpen har 'fået' halen fra en af de andre fostre, der lå i maven sammen med ham hos moderen. Det sker ifølge lægen hos 10-15 procent af hvalpe.

Det næste skridt for den glade hvalp er at finde et permanent hjem, og det lader ikke til at blive et problem, når man ser på Facebook-siden.

Mange skriver, at de meget gerne vil adoptere den søde hund.

'Han er smuk. Jeg ville meget gerne adoptere ham', skriver en.

'Der er altid plads hos os', skriver en anden og det fortsætter i de over 1000 kommentarer, der er på opslaget.

Indtil videre beholder stedet ham dog, fordi han endnu ikke er så gammel.

Det lader ikke til, at det bliver et problem at finde et hjem til Narwhal. Foto: Mac The Pitbull
Det lader ikke til, at det bliver et problem at finde et hjem til Narwhal. Foto: Mac The Pitbull

60 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere