Det er ikke kun ved Kolding Fjord, der er sjældne gæster fra havet i dag.
I Hvide Sande kan de lokale også nyde synet af en stor hvalros, som ligger og nyder livet ved nordkajen ved indsejlingen til havnen.
Ikke gå tæt på
Det er dog ikke første gang, at en hvalros gæster Hvide Sande.
Både i midten af februar 2021 og igen 21. marts 2021 var der besøg på havnen.
- Det sker en gang imellem, at de kommer på afveje - dels af egen fri vilje, og dels af det modsatte, hvor de bliver presset væk af en anden grund, fortalte Carl Kinze, der er biolog og havpattedyrsspecialist, dengang til TV Midtvest.
Det er især de unge hanner, der forvilder sig.
- Hvis de er unge og ikke-kønsmodne, har de ikke ret mange andre behov end at æde. Så er de ikke ret erfarne og kommer på afveje.
Selvom det er et fascinerende dyr, er det vigtigt, at man holder sig på afstand.
- Der er tale om et vildt dyr, og vilde dyr, der er trængt op i en krog, reagerer selvfølgelig derefter, sluttede Carl Kinze interviewet i 2021.