Et dansk teleselskab har uretmæssigt delt et ukendt antal danskeres private sms-beskeder med politiet.
Det kunne Jyllands-Posten afsløre lørdag.
Oplysningerne er blevet delt med politiet ved en fejl i forbindelse med, at politiet har fået udleveret såkaldt signaleringsdata, der blandt andet kan bruges til at søge efter vidner under en efterforskning.
Ifølge et telefonnotat, som Jyllands-Posten har fået aktindsigt i, er det minimum sket to gange - men det vides ikke, hvor meget materiale politiet uretmæssigt har fået adgang til.
Hvilket teleselskab, der er tale om, er et mysterium, og selskabets navn er blevet anonymiseret i det materiale, som avisen har fået aktindsigt i.
Ekstra Bladet har talt med teleanalytiker Torben Rune, som siger, at det kun kan være enten 3, TDC, Telia eller Telenor, da de selskaber er de eneste, der kan udlevere signaleringsdata til politiet.
Pilen peger på TDC eller Telenor
Ekstra Bladet har kontaktet alle fire selskaber søndag.
Kommunikationschefen hos teleselskabet 3, Rikke Juul Therkildsen, henviser i første omgang til direktøren i teleselskabernes branchesamarbejde, men siger så efterfølgende, at de ikke har noget med sagen at gøre.
Telias kommunikationschef har undersøgt sagen og meddeler søndag eftermiddag, at det ikke er Telia.
Hos både Telenor og TDC nægter man at svare på, om de er synderen, og henviser til direktøren i teleselskabernes branchesamarbejde, Teleindustrien, Jakob Willer.
Han vil heller ikke fortælle, hvilket teleselskab der har udleveret private sms-beskeder til politiet.
TDC ejer Yousee, Fullrate og Telmore - mens Telenor har CBB-mobil i folden.
Ifølge Jyllands-Posten rettede Rigspolitiet henvendelse til teleselskabet 27. marts om problemet, men to måneder senere opstod problemet stadig i visse sager.
Rigspolitiet oplyser til Jyllands-Posten, at problemet er blevet løst.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.