Hvem talte vi egentlig MEST om i 2016?

DANSKE MEDIEDARLINGS: Analyse viser, at fire af de fem mest omtalte personer i danske medier i 2016 er udenlandske politikere - kun Lars Løkke er i top fem

Foto: Jan Sommer, Mogens Flindt og AP
Foto: Jan Sommer, Mogens Flindt og AP
Følg Samfund

Danske medier kan ikke beskyldes for navlepilleri, når det kommer til fokus på toppolitikere. En analyse foretaget af artikel-databasen Infomedia af knap 250.000 artikler i de landsdækkende, danske medier hidtil i 2016 viser nemlig, at medierne, herunder Ekstra Bladet, oftest har omtalt udenlandske politikere i deres artikler i det forgangne år.

Kun statsminister Lars Løkke Rasmussen, (V), er blandt de fem mest omtalte personer i de danske medier, hvor Donald Trump troner som nummer et efterfulgt af den danske statsminister, Hillary Clinton, Barack Obama og Vladimir Putin som top fem på en liste med de 50 mest omtalte personer i danske medier i 2016.

- Trump er kongen af dansk mediedækning. Han er uden sammenligning den enkeltperson, som har fået mest omtale i 2016. Han har været den kontroversielle outsider, der poppede op som trolden af en æske og erobrede det mægtigste embede i verden, siger Lasse Skjoldan, der er Senior Advisor hos Infomedia, til Ekstra Bladet.

Infomedias analyse er lavet via et såkaldt genkendelses-program, som registrerer 6000 mere eller mindre kendte personer og 8000 organisationer.

Kevin og Pind markerer sig

24 af de 25 mest omtalte personer i danske medier er politikere eller statsledere. Kun én ikke-politiker - Formel 1-køreren Kevin Magnussen - er med sin 18. plads med blandt de 25 øverste på listen, som tæller syv udlændinge, hvoraf de fire som oven for nævnt er i top fem. De næste sportsnavne på listen er træneren for det danske fodboldlandshold, nordmanden Åge Hareide, på en 26. plads og endnu en fodboldtræner og nordmand i Ståle Solbakken fra FC København på en 30. plads. Caroline Wozniacki følger lige i hælene på Solbakken på en 31. plads, og den tidligere verdens-etter i tennis er samtidig både det eneste ikke-fodboldnavn og den eneste ikke-politiker på listen, der er kvinde.

- Søren Pind er den dansker, der foruden Lars Løkke er mest synlig i danske medier. Søren Pind har udnyttet justitsministerposten rigtig dygtigt og har været mere synlig end Venstres officielle kronprins, Kristian Jensen, siger Lasse Skjoldan.

Ikke plads til Skipper

De fem mest omtalte danske politikere er foruden Løkke og Pind i nævnte rækkefølge Mette Frederiksen, Bertel Haarder og Inger Støjberg.

- Vi kan se, at oppositionen har svært ved at skabe sig opmærksomhed i de etablerede medier. En årsag kan være den langstrakte tumult i blå blok. Ud over oppositionsleder Mette Frederiksen er der ikke plads i top 25 til hverken Morten Østergaard, Uffe Elbæk eller Pia Olsen Dyhr. Og Enhedslistens frontfigur, Pernille Skipper, er ikke en gang i top 50. De fire partiledere er til gengæld alle meget synlige på de sociale medier (facebook, twitter), siger Lasse Skjoldan.

***

Fakta om top 50-listen

24 af de 25 øverste på listen er politikere eller statsledere - eneste undtagelse er Kevin Magnussen.

Syv af de 25 øverste er kvinder.

Syv af de 25 øverste er ikke danskere.

Der er seks gange så mange omtaler af listens nummer ét, Donald Trump, som af listens nummer 25, Esben Lunde Larsen.

Eva Kjer Hansen er med på listen på grund af to måneders massiv mediestorm i februar og marts.

38 af de 50 personer på listen er mænd.

39 af de 50 personer på listen er politikere. Blandt de sidste 11 er der otte fodboldnavne og en racerkører, en tennisspiller og en musiker.

Blandt de otte fodboldnavne er der tre trænere og fem spillere.

Foruden de otte fodboldnavne er der kun tre andre, som ikke er politikere på listen. Det er Formel 1-racerkøreren Kevin Magnussen, tennisspilleren Caroline Wozniacki (31) og musikeren Bob Dylan (50).

 

Mest omtalte personer i danske medier 2016 (index)

Landsdækkende medier uge 1-50:

1 Donald Trump (politiker) 633

2 Lars Løkke Rasmussen (politiker) 589

3 Hillary Clinton (politiker) 332

4 Barack Obama (politiker) 297

5 Vladimir Putin (politiker) 226

6 Søren Pind (politiker) 192

7 Mette Frederiksen (politiker) 188

8 Bertel Haarder (politiker) 181

9 Inger Støjberg (politiker) 177

10 Kristian Jensen (politiker) 170

11 Kristian Thulesen Dahl (politiker) 169

12 Anders Samuelsen (politiker) 167

13 Angela Merkel (politiker) 165

14 David Cameron (politiker) 138

15 Eva Kjer Hansen (politiker) 134

16 Claus Hjort Frederiksen (politiker) 125

17 Recep Tayyip Erdoğan (politiker) 125

18 Kevin Magnussen (racerkører) 122

19 Troels Lund Poulsen (politiker) 121

20 Anders Fogh Rasmussen (politiker) 116

21 Søren Pape Poulsen (politiker) 115

22 Pia Kjærsgaard (politiker) 114

23 Helle Thorning-Schmidt (politiker) 111

24 Karsten Lauritzen (politiker) 108

25 Esben Lunde Larsen (politiker) 100

26 Åge Hareide (fodboldtræner) 98

27 Bernie Sanders (politiker) 97

28 Morten Messerschmidt (politiker) 91

29 Ellen Trane Nørby (politiker) 82

30 Ståle Solbakken (fodboldtræner) 82

31 Caroline Wozniacki (tennisspiller) 80

32 Naser Khader (politiker) 80

33 Uffe Elbæk (politiker) 77

34 Kasper Schmeichel (fodboldspiller) 67

35 François Hollande (politiker) 65

36 Sophie Løhde (politiker) 64

37 Søren Espersen (politiker) 63

38 Martin Henriksen (politiker) 62

39 Nicklas Bendtner (fodboldspiller) 61

40 Margrethe Vestager (politiker) 60

41 Glen Riddersholm (fodboldtræner) 58

42 Christian Eriksen (fodboldspiller) 58

43 Bashar al-Assad (politiker) 57

44 Daniel Agger (fodboldspiller) 57

45 Pia Olsen Dyhr (politiker) 56

46 Henrik Sass Larsen (politiker) 56

47 Morten Østergaard (politiker) 56

48 Thomas Delaney (fodboldspiller) 55

49 Rasmus Jarlov (politiker) 55

50 Bob Dylan (musiker) 51

Mere fra Ekstra Bladet+

Hvis Herlufsholm var en muslimsk friskole ...

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind