Hver måned dør et ungt menneske af druk

Ny undersøgelse viser desuden, at 1700 unge har måttet søge hjælp på hospitalet som følge af alkoholindtag

Samaritterne havde travlt under gymnasieelevernes 'puttefest' i Dyrehaven i 2018, hvor dette billede er taget. Foto: Martin Lehmann
Samaritterne havde travlt under gymnasieelevernes 'puttefest' i Dyrehaven i 2018, hvor dette billede er taget. Foto: Martin Lehmann

Der er ikke noget nyt i, at danske unge drikker - og heller ikke at de drikker meget.

Men nu sætter en ny rapport fra Statens Institut for Folkesundhed også fokus på, hvor galt det nogengange går, når unge indtager alkohol.

Således viser rapporten, at der i gennemsnit er mindst et ungt menneske, der dør hver eneste måned, med alkohol som den direkte eller en medvirkende årsag.

Det skriver TV2.

1700 har søgt lægehjælp
Undersøgelsen viser at der har været 143 alkoholrelaterede dødsfald blandt unge mellem 15 og 25 år over en tiårig periode frem til og med 2019.

Den viser også, at 1700 unge i samme periode har måttet søge hjælp på hospitaler som følge af alkoholindtag. Det er flere end 14 hver eneste måned.

- Det kan være bevidstløse eller svært berusede unge, som har problemer med balance og koordination. De kan være så dårlige, at de må på intensiv, fortæller overlæge Marianne Sjølin Frederiksen fra Herlev Hospital til TV2.

Samaritter på arbejde under 'puttefest' i Dyrehaven i 2018. Her deltog 8000 unge i festlighederne, og flere indtog så store mængder alkohol, at de kom til skade. Foto: Martin Lehmann
Samaritter på arbejde under 'puttefest' i Dyrehaven i 2018. Her deltog 8000 unge i festlighederne, og flere indtog så store mængder alkohol, at de kom til skade. Foto: Martin Lehmann
 

Organisation: Hæv aldersgrænsen
Hos interesseorganisationen Alkohol & Samfund giver tallene anledning til at slå alarm og argumentere for en 18-års-grænse for køb af alkohol. I dag kan man købe øl, vin og sprut med op til 16,5 procent, når man fylder 16 år.

- Vi ved, at en aldersgrænse er det, der skal til, siger Ida Fabricius Bruun, direktør i Alkohol & Samfund, til TV2.

Verdenssundhedsorganisationen WHO konkluderede i maj 2020, at danske unge fortsat har europarekord i druk. Og også i de voksnes rækker går tendensen i retning mod højere forbrug. I årene 2015-2018 steg det samlede danske alkoholforbrug således med 4,3 procent.