Hvidvask fortsatte i Danske Bank under oprydningsarbejde

I september 2015 blev 55 millioner svindlede kroner sendt via Danske Bank, skriver Jyllands-Posten

Foto: Jens Dige
Foto: Jens Dige

Mens Danske Bank i efteråret 2015 var ved at lukke ned for hvidvaskkunder i Estland, blev 55 millioner kroner sendt igennem afdelingen som led i hvidvask.

Det skriver Jyllands-Posten på baggrund af aktindsigt i retsdokumenter fra USA.

Tidligere har Berlingske afdækket, hvordan bankens afdeling i Estland er blevet brugt til suspekte pengeoverførsler for milliarder af kroner.

Over 50 milliarder kroner vurderes at være blevet ført gennem filialen. Det er penge fra blandt andre personer tæt på Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Aserbajdsjans styre.

Danske Bank var i efteråret 2015 ved at lukke ned for gruppen af ikke-estiske kunder, der omfatter hvidvaskkunder, efter at blandt andre en whistleblower var stået frem om ulovligheder inden for området.

Alligevel formåede kriminelle i september 2015 at sende flere penge gennem banken, skriver Jyllands-Posten.

- Man har haft kikkerten for det blinde øje. Jeg kan ikke forstå, at man på det tidspunkt – så sent i forløbet – ikke har lært noget.

- Det er hovedrystende, siger hvidvaskekspert Jakob Dedenroth Bernhoft, indehaver af Revisorjura, til avisen.

Danske Bank har overfor Jyllands-Posten ikke ønsket at svare på, hvorfor ingen greb i den konkrete sag.

- Vi må ikke kommentere konkrete kunder eller transaktioner. Men i dag står det klart, at der er kunder, som aldrig burde have været kunder, og der var transaktioner, der aldrig skulle have fundet sted i Estland, skriver pressechef Kenni Leth i en mail.

Til september ventes Danske Bank at præsentere resultaterne af bankens egen undersøgelse af hvidvasksagen.

65 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere