Hvis du tror, at det her er hedt... Nu bliver det vildere

Fra midt på ugen kan temperaturerne nå op på 33 grader om dagen og 20 grader om natten, forudser DMI.

Det gode vejr bliver i den grad ved. DMI fortæller her om resten af måneden

Det danske sommervejr har længe været varmt, og nu ser det ud til, at det bliver endnu varmere.

Det fortæller vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Dan Nilsvall tidligt mandag morgen.

- Fra onsdag ser det ud til, at vi får dagtemperaturer på mellem 25 og 30 grader, lokalt måske helt op til 33 grader, siger han.

- Især torsdag og fredag kan det blive meget varmt i det jyske.

Først skal vi dog lige igennem mandag, som ifølge meteorologen ser ud til 'at starte skidt'.

- Men op ad dagen kommer der en del sol de fleste steder, og temperaturerne når op på mellem 22 og 27 grader. Dog fortsat lidt køligere ved vestkysten, siger han.

Tirsdag bliver det en smule varmere med mellem 25 og 30 grader.

- Onsdag, torsdag og fredag vil der være mulighed for lokale byger om eftermiddagen og måske med torden, siger Dan Nilsvall.

Nætterne bliver ligesom dagene varme.

Chancen størst sidst på ugen
- Jo længere vi kommer ind i ugen, jo større mulighed er der for tropenætter, siger han.

- Både natten til torsdag og natten til fredag vil temperaturerne ligge på omkring de 20 grader.

En hedebølge er når gennemsnittet af dagens højeste temperaturer overstiger 28 grader i mere end halvdelen af landet i mindst tre dage i træk.

Imens er en tropenat, når temperaturerne holder sig over 20 grader i løbet af et helt døgn.

Selv om mange håber på regn til haver og marker, er der ikke udsigt til store mængder nedbør til danskerne.

Således er der ifølge DMI ikke tegn på, at det varme og solrige sommervejr slutter lige foreløbigt.

Søndag var den 50. sommerdag i Danmark i år, hvilket vil sige en dag med 25 grader eller derover et sted i landet.

90 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere